Kretas sydkyst. Små, øde bugter med vidunderlig mad, turkisblåt hav, et vildt og smukt landskab – og næsten ingen turister. Det bliver ikke meget bedre.
Første gang jeg besøgte dette forvredne landskab af bjerge så stejle som tårne og uendeligt dybe kløfter, var for nu mange år siden efter i avisen The Independent at have læst om et lille gæstgiveri, der bogstavelig talt lå på kanten af havet – det gør det i øvrigt endnu. Det hedder Agia Fotini.
At komme derned var lidt af en prøvelse. Gps'en gav op, og de små bjergveje er så stejle, at man helst ikke skal lide af højdeskræk.
Men belønningen er himmelsk. Nærmest spartansk enkle rum, hvor bølgernes svulp om natten føltes, som lå man i selve havet. Friskfangede fisk, frugt og grønt fra haven og grillstegte koteletter fra en lokal landmand, der trumfede det meste, jeg har smagt.
Og så det allerbedste: stort set ingen andre turister. Kretas nordkyst er sort af turister i højsæsonen. Men de bevæger sig sjældent over de stejle bjerge midt på øen. Synd for dem, men godt for os andre.
Ved Agia Fotini er der ikke andet end hav og kyst. Hvis man går nærmest lodret op ad en lille vej, kommer man til en lille, søvnig by ved navn Kerames, hvor de venlige mennesker med nogen undren spurgte os, hvad vi dog lavede her?
Den stilhed, skønhed og ro er svær at slå. Troels Kløvedal blev engang spurgt, hvad der var det allersmukkeste, han havde set på sine rejser rundt i verden. Han svarede: »Det græske øhav«, og det forstår jeg godt.
Det blev ikke sidste gang, at jeg tog til det sydlige Kreta. Faktisk har min far siden købt et lille hus ikke så langt derfra. Han opgav simpelthen at finde Agia Fotini (det er heller ikke nemt) og fandt i stedet et andet dejligt sted.
Det er ikke så længe siden, jeg var her sidst. Denne gang blev jeg meget betaget af en lille bugt, der hedder Skinaria. Her kan man også bo, og det er der mange dykkere, der gør. Det er også sin kunst at komme ned til bugten, men det er umagen værd.
Skinaria-stranden er smuk og består af meget fine småsten. Der er liggestole og i hvert fald tidligt på sæsonen fred og ro. Der er to tavernaer, og jeg vil klart anbefale den ene frem for den anden. Den ligger i haven og hedder Garden Restaurant. Værten hedder Jacovos, og han driver stedet sammen med sin kone, Olga.
Der er ikke noget menukort, og det er en del af charmen.
»Jeg serverer det bedste, jeg køber hver dag. Jeg køber frisk fisk fra kutterne eller lam fra de lokale. Hvis ikke de har det bedste, så køber jeg ikke noget. Grøntsagerne er fra vores egen have. Fåreisen er fra en by i nærheden. Jeg vil hellere lave lidt, men godt,« sagde Jacovos til mig, før han serverede grillet rød multe med græsk salat. Det smagte vidunderligt, og det gør næsten al mad, jeg har spist på Sydkreta. Søg væk fra turistområderne, og bliv forkælet.
I øvrigt er græsk vin uretfærdigt undertippet. Her taler jeg ikke om retsina (som jeg nu også godt kan lide), men om de mange små vinproducenter, som vi aldrig får at smage i Danmark.
Der sker ikke så meget i Skinaria-bugten, og det er lige præcis det, jeg godt kan lide. Men hvis man vil have oplevelser, så er der rig lejlighed for at gå ture i bjergene eller svømme i det vidunderlig klare, turkisfarvede vand.
Har man mod på et par timers køretur fra Chania eller Heraklion, og søger man stilhed, skønhed og dejlig mad og drikke, så er Kretas sydkyst et rigtig godt bud på en hidden gem. Men vær forberedt på, at vejene især ned mod kysten er snoede, stejle og hullede.