Det stikker helt af i Bruxelles gader lige nu.
Under EU-topmødet i den belgiske hovedstad udvikler protester fra rasende landmænd sig i øjeblikket voldeligt i voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter.

Billeder fra stedet viser, hvordan der er blevet sat brand i gaden, bygninger bliver hærget, og flere demonstrerende landmænd er kommet voldsomt til skade efter politiets indgriben.
Det belgiske medie HLN skriver, at politiet har været nødsaget til at benytte tåregas, peberspray og vandslanger for at tøjle de mange tusinde landmænd.
Ifølge mediet er mange demonstranter kommet alvorligt til skade under sammenstødet, mens ordensmagten i øvrigt også har måttet anholde flere.
Optøjerne foregår foran Europa-Parlamentet, mens EUs ledere – herunder statsminister Mette Frederiksen – afholder EU-topmøde inde i parlamentet.

Demonstranterne er utilfredse med EUs landbrugspolitik og frihandelsaftalen mellem EU og Mercosur-landene i Sydamerika.
Protesterne startede fredeligt, da de cirka 10.000 landmænd med 1000 traktorer mødte op på Koning Albert II-laan til protesttaler, inden det udviklede sig til voldsomme optøjer ved Luxemburgplein få hundrede meter fra Europa-Parlamentet.

