Det har vakt en vis opmærksomhed, at det netop var onsdag, at den britiske astrofysiker og professor Stephen Hawking døde. Folk påpeger nemlig en række besynderlige sammentræf med andre mærkedage.

Spørger du de videnskabsinteresserede, var onsdag ikke en hvilken som helst dag i kalenderåret.

Legenden Albert Einstein havde fødselsdag, og levede fysikeren endnu, var han blevet 139 år.

14. marts var også international Pi-dag, en mærkedag for den matematiske konstant Pi, som begynder med de tre berømte cifre 3,14. Skriver man datoen på amerikansk, svarer tallet til 14. marts.

Samme dag mistede verden en af sine store videnskabshelte. Britiske Stephen Hawking, der led af nervesygdommen ALS, udåndede i en alder af 76 år.

Det uforklarlige sammentræf har fået stor opmærksomhed på sociale medier. Sågar fra videnskabsfolk, som normalt har det med at skulle sætte ting på formel.

Blandt andre skriver astrofysikeren Karan Jani på Twitter:

'Stephen Hawking blev født på 300-års jubilæet for Galileo Galileis (italiensk filosof, fysiker og astronom, red.) død og døde på Albert Einsteins 139 års fødselsdag. Tyngdekraften er i sandhed forudbestemt,' skriver Karan Jani.

Siden onsdag er der forfattet over 4 millioner tweets indeholdende ordlyden 'Stephen Hawking', og den amerikanske filmregissør Warren Leight har også kommenteret sammenfaldet:

'Stephen Hawking blev født den 8. januar 1942 på 300-årsdagen for Galileos død. Han døde i dag, 14. marts, (onsdag, red.) på årsdagen for Einsteins fødselsdag. Tiden er cirkulær - ingen begyndelse, ingen ende,' skriver Warren Leight.

Norske VG har talt med matematikeren Jo Røislien, som dog ikke falder på halen over sammentræffene. Hvor andre videnskabsfolk måske lader følelserne for Stephen Hawking tage over, er nordmanden mere nøgtern i sin vurdering:

»Noget af det fascinerende ved os mennesker er, hvordan vi tillægger mening til alt muligt. Den 14. marts er der en hel masse mennesker, der har fødselsdag og er døde. Det faktum, at to af disse mennesker (Einstein og Hawking, red.) er betydelige skikkelser i vor kultur, er ikke så uventet. Jeg arbejder med tilfældigheder, statistik og sandsynlighedsteori. Sådanne sammentræf sker hele tiden. Der skal mere til at vippe mig af pinden,« siger Jo Røislien til VG.

Matematikeren tilføjer, at han ikke selv fejrer Pi-dagen, og han synes i det hele taget, at spekulationerne er en smule platte.

Stephen Hawking levede længere end tre gange så lang tid, som lægerne gav ham, da han fik diagnosen ALS.

Han var 21 år, da han blev ramt af sygdommen, der nedbryder kroppens organer og til sidst vejrtrækningen, hvorefter man dør.

Hawking nåede at være gift to gange og efterlader sig tre børn.