EU-Kommissionen finder en løsning, så EU kan bruge russiske penge i Ukraine, vurderer statsministeren.
Ungarn siger soleklart nej, og Belgien har store bekymringer, men EU skal nok finde en løsning, så indefrosne russiske midler kan bruges i Ukraine.
Det mener i hvert fald statsminister Mette Frederiksen (S), som torsdag eftermiddag holdt pressemøde med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, efter et møde i Det Europæiske Politiske Fællesskab (EPC) i København.
- Man kan fra en politisk vinkel spørge: Hvad er alternativet? For vi har desværre ikke været i stand til at afslutte krigen, siger Mette Frederiksen.
- Jeg ved, at regeringen i Belgien synes, det er rigtig svært. Men jeg tror, at vi kan finde en løsning, der vil opnå støtte fra alle medlemslande.
Når Belgien er særligt bekymret, skyldes det, at de indefrosne russiske midler står i instituttet Euroclear i Belgien.
Derfor frygter belgierne, at det kan ramme dem, hvis man faktisk konfiskerer russiske midler.
Belgiens premierminister, Bart de Wever, talte onsdag på EU-topmødet i København om, hvordan han vil have nogle klare forsikringer fra alle EU-lande, skulle man gå den vej, så det ikke er Belgien, der står alene med følgerne.
En model, der har været drøftet, er, at alle EU-lande skal garantere for de russiske midler. En betragtelig sum på 140 milliarder euro.
- Når vi taler om erstatningslånet, så er det fuldstændigt forståeligt, at der er mange spørgsmål. På et teknisk niveau er det meget kreativt, men det er også meget vanskeligt. Jeg er sikker på, at EU-Kommissionen vil være i stand til at svare på alle spørgsmålene, siger Mette Frederiksen.
Viljen til at finansiere krigen i Ukraine er ikke lige stor i alle EU-lande. Der er meget stor forskel, og Danmark ligger i top. En række EU-lande har betydelige problemer med statsfinanserne.
- For mig er det meget klart, at vi skal finde en vej til at finansiere det. Og hvis det ikke er denne vej – via et erstatningslån – så har jeg ikke hørt nogen andre ideer, der vil have lige så stor effekt, som denne idé, siger Mette Frederiksen.
Det andet betydelige problem er Ungarn.
Ungarns premierminister, Viktor Orban, afviste i meget klar tale, at Ungarn kommer til at støtte en model, hvor man bruger russiske indefrosne midler i Ukraine.
- Ungarn vil aldrig være del af en plan, hvor man tager et andet lands penge, siger premierminister Viktor Orban.
- Hvis det er andres penge, så vil Ungarn ikke røre dem, vi er ikke tyve. Det er ikke vores penge, siger han.
Zelenskyj ser Orbans melding som udtryk for, at Ungarn er på vej i valgkamp. Der er parlamentsvalg i Ungarn i april 2026.
- Viktor Orban har valg, og derfor blokerer han, siger Zelenskyj.
EU's stats- og regeringschefer har topmøde i slutningen af oktober, hvor sagen om indefrosne midler skal drøftes.
/ritzau/