Iran har gennemgået USA's udspil til en fredsplan og finder, at betingelserne i udspillet er urimelige.
Det siger en embedsmand onsdag til det iranske statsejede Press TV ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Embedsmanden siger videre, at Iran ikke vil lade den amerikanske præsident, Donald Trump, diktere, hvornår der skal være en afslutning på krigen.
Det var tirsdag, at der først kom meldinger om, at USA havde sendt Iran en plan med 15 punkter, som skulle føre til en afslutning på krigen i Mellemøsten.
Men den diplomatiske proces har været præget af modstridende udmeldinger og uvished.
Kort efter udmeldingen til Press TV siger en højtstående iransk embedsmand til nyhedsbureauet Reuters, at Iran stadig er ved at gennemgå udspillet fra USA. Det umiddelbare iranske svar er dog "ikke positivt".
Den melding er blevet overdraget til Pakistan, som skal videregive svaret til USA.
Den iranske embedsmand, der udtaler sig til Press TV, siger, at Iran har flere ønsker til en mulig kommende aftale med USA.
Iran kræver blandt andet garantier for, at krigen, som begyndte med omfattende amerikanske og israelske luftangreb 28. februar, ikke vil blusse op igen.
Iran kræver også garantier for, at der betales krigsskadeserstatning, og vil have anerkendt iransk suverænitet over Hormuzstrædet.
Det var The New York Times, der først kunne rapportere, at fredsplanen var blevet overdraget til Iran via Pakistan. Det skete med henvisning til to unavngivne embedsmænd med kendskab til den diplomatiske proces.
Efterfølgende har Iran dog sagt, at der ikke var forhandlinger og beskyldt USA for at forhandle med sig selv.
- Har niveauet i jeres indre kamp nået et punkt, hvor I forhandler med jer selv? sagde Ebrahim Zolfaqari, talsmand for fælleskommandoen i Irans væbnede styrker, ifølge Irans statslige medier onsdag.
Egyptens udenrigsminister, Badr Ahmed Mohamed Abdelatty, siger ifølge Reuters onsdag om det iranske svar, at det er afgørende at fortsætte bestræbelserne på at opnå fred. Det handler ifølge ministeren om at blive ved med at forfølge det diplomatiske spor.
/ritzau/
