En statsbegravelse for den tidligere amerikanske præsident Jimmy Carter vil blive afholdt 9. januar.
Det siger en talsperson for Det Hvide Hus ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Jimmy Carter, der var den 39. præsident i USA, døde søndag aften dansk tid efter længere tids sygdom.
Han blev 100 år gammel.
Præsident Joe Biden har også udråbt 9. januar til at være national sørgedag for Carter, der blev 100 år.
Carter, der var demokrat, døde omkring klokken 15.40 lokal tid søndag i sit hjem i byen Plains i den amerikanske delstat Georgia. Det oplyste sønnen Chip Carter.
Den tidligere præsident var syg af kræft og havde i sin sidste tid frabedt sig yderligere behandling for sygdommen, som han fik konstateret i 2015.
Carter var USA's præsident fra 1977 til 1981.