Ifølge statistiksitet Worldometer er antallet af nye smittede med coronavirus for andet døgn i træk faldet.
Det store spørgsmål er derfor, om kurven er knækket, og toppen af den dødelige coronasmitte er nået?
Ifølge professor i eksperimentel virologi Allan Randrup Thomsen fra Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet er det umuligt at svare på.
I hvert fald lige nu.
»Det er ganske enkelt for tidligt at sige. Det kan godt være, at der er svage tegn på, at der sker en afdæmpning. Det er i hvert fald første gang, jeg hører, at det går den vej,« siger Allan Randrup Thomsen.
Han påpeger, at antallet af smittede indtil videre kun er steget, og dermed har det endnu ikke set ud til, at det ville stoppe.
»Men sætter man tallene op på den måde, som du præsenterer dem, ligner det en lille stagnering. Men igen, det er meget usikkert.«
Tallene Allan Randrup Thomsen refererer til stammer fra statistiksitet Worldometer, som den 6. februar 2020 har registreret 3.163 nye tilfælde.
Døgnet forinden lå antallet af nye smittede på 3.723, imens det den 4. februar - altså i forgårs - var på 3.927.
Kan vi stole på tal fra Kina?
Hvad der ligger bag dette ‘beskedne fald’, som Allan Randrup Thomsen betragter det, er ifølge professoren umuligt at konkludere på nuværende tidspunkt.
»Vi er midt i, at det sker. Det kan gå begge veje. Det ville da være rart, hvis vi havde set toppen, men det er simpelthen for tidligt at sige.«
»Desuden stammer mange af tallene stammer fra Kina, og strengt taget ved vi ikke, hvordan situationen er derude. I hvor høj grad er deres hospitaler er oversvømmet med patienter,« siger Allan Randrup Thomsen og fortsætter:
»Noget er muligvis rygter, men man hører jo om folk, der bliver afvist ved hospitalerne. Så er den faldende registrering et udtryk for, at folk simpelthen ikke bliver ladt ind på hospitalerne? Det ved vi ikke. Så jeg vil være meget forsigtig med at gå ud med konklusioner på så små forskelle.«
Allan Randrup Thomsen mener, at der skal mere data til, før man reelt kan sige noget om en decideret afbøjning i coronasmitten.
»Hvis det over længere tid viser samme tendens, kan det være en stagnering. Men der skal i hvert fald gå en uges tid - eller to - før jeg tør stole på noget.«
Du kan følge udviklingen omkring coronavirussen i B.T.s live HER.