Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, og USA's præsident, Donald Trump, er enige om, at der er behov for en praktisk plan for at få skibstrafikken i gang i Hormuzstrædet.

Det oplyser Starmers kontor ifølge nyhedsbureauet Reuters torsdag aften, efter at de to ledere har talt sammen.

- De blev enige om, at vi er nået til næste fase med at finde en løsning, efter at der er kommet en våbenhvile på plads og en aftale om at åbne strædet.

- Lederne drøftede behovet for en praktisk plan for at få skibstrafikken i gang igen så hurtigt som muligt, skriver Starmers kontor.

USA og Iran annoncerede natten til onsdag dansk tid, at der var indgået en midlertidig våbenhvile, der omfattede en åbning af Hormuzstrædet.

Selv om styret i Iran gik med til at åbne det smalle stræde, der er en vigtig sejlrute for blandt andet olie og naturgas, så holder rederier, der opererer i Golfen, sig fortsat tilbage fra at sejle gennem strædet.

Sådan lød det onsdag fra Tom Kloza, der er chefrådgiver for det amerikanske olieselskab Gulf Oil. Kun en lille smule olie passerer gennem strædet, sagde Kloza.

Som en del af våbenhvilen har styret i Iran krævet, at sejlads gennem Hormuzstrædet koordineres med iransk militær.

Irans revolutionsgarde har samtidig delt instruktioner om en alternativ sejlrute gennem strædet for at undgå sammenstød med iranske undervandsminer.

Donald Trump advarer torsdag aften dansk tid Iran mod at pålægge skibe told for at sejle i strædet, der er 33 kilometer bred på det smalleste sted. Selve sejlrenden er kun omkring tre kilometer bred.

- Der er meldinger om, at Iran opkræver gebyrer på tankskibe, der sejler gennem Hormuzstrædet. Det skal de ikke gøre, og hvis de gør, så skal det stoppe med det samme, skriver Trump på Truth Social.

USA's præsident skriver lidt senere i et andet opslag, at Iran bryder den aftale, der er indgået.

- Iran gør et meget dårligt arbejde - nogle vil kalde det uærligt - når det kommer til at lade olie passere gennem Hormuzstrædet. Det er ikke den aftale, vi har lavet, skriver Trump.

Delegationer fra USA og Iran skal senere på ugen deltage i forhandlinger i Pakistans hovedstad, Islamabad.

/ritzau/