Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, tager ansvar for resultatet af lokalvalgene i sidste uge, som flere steder førte til en markant tilbagegang for Labour, som Starmer er formand for.

Men han vil ikke træde tilbage, siger han i en tale i London.

»Valgresultaterne i sidste uge var svære, meget svære. Vi mistede nogle dygtige repræsentanter for Labour.«

»Og jeg tager ansvar for det,« siger Starmer.

Starmer har været formand for Labour siden 2020, og den seneste tid – især efter det seneste valg – har der været intern kritik af hans lederskab.

Torsdag var der valg til de lokale parlamenter i Wales og Skotland samt en lang række byråd på tværs af England.

Ved lokalvalgene i England blev højrefløjspartiet Reform UK den store vinder, mens det walisiske parti Plaid Cymru blev langt størst i Wales' parlament, hvor Labour mistede magten for første gang i 27 år.

»Det var et ganske gedigent nederlag til Labour, som har mistet hundredvis af byrådsmedlemmer og kontrol med mange byråd. Der er tale om klare tæsk,« siger Ole Helmersen, ekspert i britiske forhold og professor emeritus ved CBS, til B.T.

Han vurderer, at Starmer nu kommer til at kæmpe for sit politiske liv.

Hvorfor kan du læse mere om HER.