Midt i sol, sandslotte og sangria fik de besøgende på Cocoa Beach i Florida sig lidt af et chok.

Lørdag eftermiddag måtte et fly nemlig pludselig nødlande på havet helt inde ved stranden.

»Åh gud!,« lyder det fra en chokeret strandgæst, som man høre i videoen øverst i artiklen.

Flyet, som var et historisk fly fra 2. Verdenskrig, var tvunget til at nødlande, da det fik motorproblemer. Det var ellers en del af et opvisningsshow. Det skriver CNN.

Ombord var der kun én person. En pilot, der først prøvede at nå hen til den flystation, hvor showet blev holdt, da det gik op for ham, at der var problemer med motoren.

Den lå tæt på, men ikke tæt nok. Piloten måtte sadle om og besluttede sig for at lande på vandet, så han ikke skulle flyve ind over bygningerne i Florida.

Det lykkedes, uden at piloten kom noget til. Da han kom ud af flyet, vinkede han endda til de mange nysgerrige strandgæster.