Der er meget på spil, når den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, mandag aften dansk tid træder ind ad døren i Donald Trumps hybel i Mar-a-Lago, Florida.

Sammen skal de to se, om de kan få enderne til at mødes i et kompromis om at få våbenhvilen mellem Israel og Hamas ført over i anden fase – en opgave, der er lettere sagt end gjort ifølge B.T.s mellemøstkorrespondent.

Jotam Confino mener, at Netanyahu er bange for Trump, selvom han også har et godt tag på ham forhandlingsmæssigt.
Jotam Confino mener, at Netanyahu er bange for Trump, selvom han også har et godt tag på ham forhandlingsmæssigt. Niels Ahlmann Olesen/Berlingske

Jotam Confino fortæller, at de to tilsyneladende i øjeblikket har et varmt forhold til hinanden, selvom det også er forbundet med tidligere konflikter og en vis ærefrygt.

»Netanyahu respekterer Trump rigtig meget, men jeg tror også, at han er bange for ham, fordi han står i gæld til ham,« siger Jotam Confino.

De to statsoverhoveder har også set rigeligt til hinanden, efter Donald Trump igen blev indsat i Det Hvide Hus tilbage i januar.

Mandagens møde i Florida er Netanyahus femte tur til USA siden januar, og det skal man altså ikke kimse af, mener Jotam Confino.

Det er femte gang, at Benjamin Netanyahu skal mødes med Donald Trump i år.
Det er femte gang, at Benjamin Netanyahu skal mødes med Donald Trump i år. Evelyn Hockstein/Reuters/Ritzau Scanpix

»På den måde at komme i audiens så mange gange på et år og stå side om side med en stærk allieret, det er et stærkt signal at sende for Trump og noget, som Netanyahu også lukrere rigtig meget på,« siger B.T.s mellemøstkorrespondent.

Donald Trump har da heller ikke lagt skjul på sin begejstring for 'Bibi', som han sarkastisk har døbt sin israelske kollega.

»Når Donald Trump taler om Netanyahu, så skamroser han ham jo – i hvert fald offentligt,« siger Jotam Confino og fortsætter:

»Han har kaldt ham Israels bedste premierminister i krigstid og også forsøgt at få annulleret korruptionssagerne mod ham og få ham benådet af den israelske præsident (Isaac Herzog, red.).«

Forholdet har dog ikke altid været som smurt i olie.

For eksempel peger Jotam Confino på, at Trump var alt andet end tilfreds, da Israel kort efter våbenhvilen mellem Israel og Hamas var på vej til at udføre et luftangreb på Iran.

Rasende var Trump ifølge The Wall Street Journal også, da han under et telefonopkald i september fortalte Netanyahu, at det ikke var klogt at angribe Hamas' delegation i Qatar.

Derfor bliver det ifølge Jotam Confino også spændende at se, hvor de to statsoverhoveder lander på den videre vej mod våbenhvile i Mellemøsten, som meget vel kan blive en hård armlægning om et kompromis alle kan se sig tilfredse med.

»Jeg tror ikke, Netanyahu synes, at Trump er den mest intelligente eller vidende præsident, USA har haft. Men det her er vigtigt for ham. Og hvis der er nogen, der kan overtale Trump til noget, så er det Netanyahu,« siger Jotam Confino.

Du kan læse mere om aftenens ifølge Jotam Confino »helt afgørende« møde og en vigtig detalje, han kommer til at holde øje med – lige HER.