Mere end 3.000 kilometer fra frontlinjen – dybt inde i Sibirien – blev den russiske oberst Veniamin Mazherin sidste lørdag dræbt af en ukrainsk bombe.
Det opsigtsvækkende attentat på den 45-årige oberst, som ifølge Ukraines militær har deltaget i krigsforbrydelser, sender et klart budskab: Selv langt fra fronten er ingen russere længere i sikkerhed.
»Det er meget spektakulært, at man kan ramme mål så langt inde i landet,« slår Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, fast.
Angrebet viser, at det ikke kun er Rusland, der har efterretninger og kapacitet til at udføre præcisionsangreb på modstanderens banehalvdel, forklarer Splidsboel til B.T.
»Det demonstrerer, at Ukraine også har et indgående kendskab til Rusland – og stærke efterretninger. Enten står deres egne folk bag, eller også får de hjælp indefra Rusland,« siger han.
»Ukrainerne forstår det russiske sprog og kultur, og kan dermed let bevæge sig rundt i landet- og det gælder sådan set også den anden vej for russerne.«
Det er ikke første gang, at Ukraine har held med at ramme militære mål langt inde i Rusland.
I sommer lancerede Ukraine eksempelvis angrebet med det nærmest mytiske navn 'Operation Edderkoppespind', hvor bombefly på fire russiske lokationer blev angrebet dybt inde i Rusland af Ukrainske droner udsendt fra falske containerhuse.
Derudover blev den højtstående russisk general Igor Kirillov i december sidste år dræbt i Moskva af en bombe, der var plantet under hans elløbehjul.
»Formålet med den slags angreb er at bevise, at man både kan identificere og ramme sine mål. Og det sender et kraftigt signal til de her højtstående militærfolk,« siger Flemming Splidsboel og fortsætter:
»Når sådanne aktioner finder sted langt fra fronten, underminerer det trygheden. Officerer og andet militært personale står pludselig i en situation, hvor de må forholde sig til, at de heller ikke længere er uden for rækkevidde for den ukrainske hær.«
Splidsboel peger samtidig på, at operationer af denne slags kræver betydelige ressourcer og planlægning, og at deres generelle effekt derfor kan være vanskelig at måle.
»Det kan have en præventiv effekt, som betyder, at folk som bidrager til krigsforbrydelser, bliver afskrækket for at gøre det igen eller fortsætte med det,« siger han.