Sprængladninger beskadiger elledning i Tyskland
Talsperson siger, at tysk politi tager en hændelse med sprængladninger i Brandenburg "meget alvorligt".

Talsperson siger, at tysk politi tager en hændelse med sprængladninger i Brandenburg "meget alvorligt".

Der er fundet improviserede sprængladninger ved en transformerstation i delstaten Brandenburg i Tyskland.
Adskillige elledninger er blevet beskadiget, og forsyningen blev kortvarigt afbrudt.
Det oplyser politiet og en operatør af elnettet ifølge nyhedsbureauet AFP.
En talsperson for tysk politi siger, at de improviserede sprængladninger blev fundet ved en transformerstation i Turnow-Preilack omkring klokken 08.00.
Mindst en af dem detonerede, mens andre ikke blev sprængt, siger hun og tilføjer, at ingen kom til skade.
Der var ifølge politiet ingen større strømafbrydelse i området, som ligger omkring 100 kilometer sydøst for Berlin.
Kraftværksoperatøren LEAG siger i en meddelelse, at "et angreb blev udført på Preilack-transformerstationen". Stationen sender den elektricitet, der bliver genereret på Jänschwalde-kulkraftværket, videre i elnettet, oplyser LEAG.
Operatøren siger, at der har været en teknisk fejl på en enhed i kraftværket. Det undersøges, om der er en sammenhæng til hændelsen.
Imens siger netværksoperatøren 50Hertz, at uidentificerede gerningsmænd har gjort skade på flere ledninger i netværket.
- Der var en kortvarig forstyrrelse af driften. Alle ledninger er nu tilbage i drift. Den generelle strømforsyning er ikke aktuelt påvirket, skriver 50Hertz i en meddelelse.
Et tysk lokalmedie berettede tidligere om fund af raketter, men den melding afviser en talsperson for tysk politi ifølge Tagesschau.
- Vi taler ikke om raketter her, siger en talsperson.
Politiet tager dog hændelsen "meget alvorligt", lød det tidligere fra en talsperson.
RITZAU/AFP