Føreren af den sporvogn, som fredag blev afsporet og bragede ind i en restaurant, var angiveligt ikke ved sine fulde fem.

Det sagde føreren selv ifølge nyhedsbureauet Ansa efter ulykken, som har dræbt to og kvæstet mindst 39 passagerer i Milano.

Myndigheder valfartede til stedet efter ulykken, som fandt sted ved 16-tiden omkring Milanos hovedbanegård.
Myndigheder valfartede til stedet efter ulykken, som fandt sted ved 16-tiden omkring Milanos hovedbanegård. Daniele Mascolo/Reuters/Ritzau Scanpix

»Jeg følte mig syg, jeg følte mig utilpas,« skulle sporvognsføreren have sagt til en række kollegaer, som greb ind, da ulykken fandt sted.

Ifølge Ansa har sporvognsføreren under en indledende afhøring forklaret, at ulykken skyldtes pludselig sygdom, et overset stop, et sporskifte, han ikke fik aktiveret og afsporingen.

Forklaringen skal dog verificeres gennem tekniske analyse af blandt andet hans telefon, som blev beslaglagt efter hændelsen.

Manden er blandt de mindst 39 personer, der er hastet på hospitalet efter den fatale ulykke.

Flere øjenvidneberetninger er efterfølgende kommet frem fra blandt andre personer, som var ombord på sporvognen.

Til la Repubblica meldes der blandt andet om 'skrig' og 'flyvende menneskekroppe':

»Jeg troede, jeg skulle dø,« lyder det fra en person ombord på sporvognen.

Ulykken skete fredag eftermiddag ved 16-tiden ikke langt fra Milanos hovedbanegård.

Den ene af de to døde var en forbipasserende, mens den anden var ombord på sporvognen.

Mediet Sky TG24 skriver ifølge Ritzau, at det drejer sig om en 60-årig mand og en ung udlænding.