Sad Donald Trump virkelig og sov med gæster rundt om sig i Det Ovale Kontor?

Det er præcis de spekulationer, som de seneste dage med hæsblæsende fart har spredt sig i amerikanske medier og på sociale medier.

For torsdag blev der under et pressemøde i Det Hvide Hus knipset billeder af præsidenten, sunket tilbage i sin stol med lukkede øjne.

Der var ellers fint besøg af blandt andet danske Novo Nordisk, der sammen andre medicinalgiganter var i Det Hvide Hus for at offentliggøre en plan, der skal sænke priserne på lægemidler til vægttab.

Men midt under den 20-minutter lange presseseance, lignede det på tv-billeder, at Donald Trump kæmpede med at holde sine øjne åbne.

Og det har skabt massive rygter, om de til sidst klappede endeligt i, skriver CNN.

Mens Det Hvide Hus afviser, at Donald Trump faldt i søvn, har spekulationerne hurtigt fået fuld damp på sociale medier.

Blandt de mere fremtrædende var Californiens guvernør og en af de mest indædte Trump-modstandere, Gavin Newsom, lynhurtig med sin melding.

I hans øjne herskede der ingen tvivl – Donald Trump var døset hen:

»DOZY DON IS BACK,« skrev pressekontoret for den demokratiske guvernør, på X med store bogstaver.

Det kan oversættes til »søvnige Don (Donald Trump) er tilbage«, med henvisning til øgenavnet, som Newsom gav præsidenten, da han også for en måned siden så ud til at falde i søvn ved et andet møde i Det Hvide Hus.

Spørger man derimod Det Hvide Hus' assisterende pressesekretær, Taylor Rogers, så afviser administrationen på det pureste, at Donald Trump var faldet i søvn.

»Faktisk talte han under hele pressekonferencen og tog imod mange spørgsmål fra pressen,« siger Taylor Rogers til det amerikanske medie CNN.

Det fik Taylor Rogers til at anklage »de svigtende, liberale medier« for at »fremme en dårlig fortælling« om Donald Trump i stedet for at dække en nyhed som medicinalprisaftalen.

Dernæst henviste hun til en »historisk« aftale om lavere priser på diabetes- og fedmemedicin og hævdede, den både vil redde mange amerikanske menneskeliv og spare borgerne enorme pengesummer.

Selvsamme pressemøde udviklede det sig også kaotisk, da en af medicinalgiganternes repræsentanter pludselig drættede om. 

Det resulterede i et billede af Trump, der gik verden rundt. Læs mere om det HER.