Der har længe været spekulationer angående fremtiden i det Republikanske Parti. For hvem skal afløse Donald Trump?
To af de varmeste navne er tæt forbundet til Trump. Og i forbindelse med et opsigtsvækkende interview bliver en smule af sløret løftet for fremtiden.
Det omtalte interview er med den amerikanske præsidents magtfulde stabschef, Susie Wiles.
Over i alt 11 interview med en journalist fra Vanity Fair giver Wiles sine tanker om flere af de sager, der er foregået i Trumps første år tilbage som præsident.
En række af stabschefens udtalelser har vakt voldsom opsigt. Ikke mindst fordi hun sammenligner Trump med det at arbejde med en alkoholiker.
Men også mange andre vilde udtalelser har skabt overskrifter. Det kan man læse mere om her.
En af de ting, som bliver berørt i periferien af interviewet, er de mulige efterfølgere til Donald Trump.
Gennem et stykke tid har to af de varmeste navne været Trumps vicepræsident, J.D. Vance, og udenrigsminister Marco Rubio.
Både Vance og Rubio er tidligere modstandere af Donald Trump.
Men begge er så også blevet vundet over.

Om Rubios skifte til Trumps side siger Susie Wiles:
»Marco var ikke den slags person, der går imod sine principper. Det gør han bare ikke. Så det tog lidt tid, før han kom dertil (hvor han støttede Trump, red.).«
Hendes syn på Vance er en noget anden.
»Han blev omvendt, da han stillede op til Senatet. Jeg tror, at hans skifte var en smule mere, lidt mere politisk,« lyder det fra Wiles.
Længe har J.D. Vance – som Wiles beskriver som en 'konspirationsteoretiker' – været favoritten til at overtage fra Donald Trump.
Det gør sig ikke mindst gældende i diverse meningsmålinger, hvor Vance ofte med stor margin fører – og hvor Rubio sjældent er førsteudfordrer.
Således viste en måling fra Emerson i november, at 54 procent af de adspurgte foretrækker Vance, mens seks procent foretrækker Rubio.
Netop Marco Rubio udtalte sig også til Vanity Fair i forbindelse med Susie Wiles-interviewet.

Her var der ingen tvivl om, hvor hans fremtidige støtte ligger:
»Hvis J.D. Vance stiller op som præsident, så vil jeg være blandt de første til at støtte ham,« lyder det fra Rubio, der selv stillede op som præsidentkandidat i 2015, hvor Trump endte med at vinde.
Men alt er ikke nødvendigvis lige så godt mellem Vance og Rubio, som de giver udtryk for.
Det kan Vanity Fair beskrive ud fra en situation i forbindelse med artiklerne om Susie Wiles.
Her skulle en række af topfolkene have taget portrætbilleder. Og til fotografen sagde vicepræsidenten:
»Jeg giver dig 100 dollar for hver person, du får til at ligne skidt sammenlignet med mig. Og det er 1000 dollar, hvis det er Marco.«
B.T. har tidligere på året lavet et portræt af Susie Wiles. Det kan man finde her.

