En konservativ radiovært, en YouTube-millionær og en tidligere olympisk atlet, der er blevet realitystjerne og transkønnet aktivist.

Det lyder som begyndelsen på en vittighed. Men i så fald er den vittighed en virkelighed, de netop nu lever med i USAs mest folkerige delstat, Californien.

Her står delstaten over for et ekstremt afgørende valg tirsdag.

Californiens guvernør kan nemlig miste sit job.

Det er et ægte drama, der udspiller sig i Californien, hvor guvernøren Gavin Newsom er genstand for den pinlige situation, at mere end 1,6 millioner af delstatens vælgere har udtalt, at de synes, hans ledelse er så ringe, at de ønsker en afstemning om, hvorvidt han fortsat skal være delstatens leder.

Newsom er den klare favorit til at vinde afstemningen – men alene det, at der er et omvalg, er historisk.

Gavin Newsoms problemer begyndte i februar 2020. Her indledte en gruppe, California Patriot Coalition, processen med at indsamle stemmer mod Newsom. Det var sket før, og Newsom havde overlevet.

Men i november 2020 fandt en episode sted, der for alvor gav guvernørens politiske fjender vind i sejlene.

Gavin Newsom deltog i en middag.

Californiens guvernør, Gavin Newsom, kan miste sit job tirsdag 14. september.
Californiens guvernør, Gavin Newsom, kan miste sit job tirsdag 14. september. SAUL LOEB

På det tidspunkt var Californien som en stor del af resten af USA og verden under en hård lockdown pga. coronavirus. Og i delstaten var det forbudt at gå på restaurant og spise indenfor. En midlertidig lov, som Newsom selv havde sat i værk for at mindske udbredningen af coronavirus.

Men pludselig kunne lokalmediet Fox11 vise billeder af selv samme Newsom, der sad på restauranten French Laundry i Napa nord for San Francisco og spiste middag sammen med lobbyister fra California Medical Association.

Billederne var taget i smug og sendt til mediet. Katastrofen var enorm.

I forvejen havde mange af Gavin Newsoms modstandere raset mod den demokratiske guvernørs ganske vidtgribende coronarestriktioner, som var blandt de mest strikse i hele USA.

Det var blot yderligere vand på møllen for konservative og republikanere, der i årevis har raset over demokratiske guvernørers problemer med at tøjle delstatens økonomi, få de tilbagevendende og i stigende grad massive skov- og naturbrande til at forsvinde – for bare at nævne nogle af de få enorme problemer, delstaten, der ville være verdens femtestørste økonomi, hvis den var et selvstændigt land, kæmper med.

Snart var billederne af Newsom på French Laundry også at finde i New York Times, USA Today og Daily Mail.

Og pludselig væltede det ind med underskrifter i forsøg på afsætte guvernøren, som bare to år forinden havde vundet kampen om guvernørsædet med 62 procentpoint.

Der gik ikke længe fra, at det blev bekræftet, at Newsoms guvernørliv var på spil, til et politisk deja vu i bedste Hollywood-stil begyndte at udspille sig for øjnene af de californiske vælgere – og resten af verden for den sags skyld.

Alt sammen med mindelser til guvernør-omvalget i 2003, hvor den republikanske bodybuilder og skuespiller Arnold Schwarzenegger kunne se den siddende demokratiske guvernør, Gray Davis, blive afsat af vælgerne, inden han selv slog en lang række af mere eller mindre håbefulde gøglere og kunne sætte sig i guvernørboligen i Sacramento.

Ved årets omvalg har den ene mere specielle, håbefulde kandidat efter den anden nemlig meldt sig i opløbet, der afgøres 14. september.

Den mest celebre af dem er den tidligere olympiske guldvinder i ti-kamp fra Montreal i 1976, Caitlyn Jenner. Hendes vej til kendistoppen er gået gennem realityprogrammet 'Keeping Up With the Kardashians', hvor Jenner – først som mand – navigerede i den kendte Kardashian-familie.

Caitlyn Jenner er blandt kandidaterne til guvernørtitlen i Californien, hvis Gavin Newsom afsættes af vælgerne.
Caitlyn Jenner er blandt kandidaterne til guvernørtitlen i Californien, hvis Gavin Newsom afsættes af vælgerne. APU GOMES

Siden har Jenner skiftet køn og er blevet fortaler for transkønnede. Hendes valgkamp har dog aldrig for alvor fået den opbakning, som Jenner havde håbet på. En af årsagerne kan være, at Jenner blandt andet tog på en længere ferie midt i valgkampen.

Men hun er langtfra den eneste spektakulære kandidat.

En anden er finansmanden Kevin Paffrath, som er blevet 'minimum kendt' ved at optage og dele finansielle guidevideoer på YouTube. Han ser umiddelbart ud til være den næststærkeste republikanske kandidat, hvis de californiske vælgere vender tommelfingeren nedad i forhold til Gavin Newsom.

Men skulle det ske, så er det den sorte, konservative, kontroversielle radiovært Larry Elder, der står som favorit til at blive guvernør i delstaten.

Den sorte republikanske frontløber Larry Elder kan blive den næste gvernør i Californien, hvis Gavin Newsom væltes af vælgerne.
Den sorte republikanske frontløber Larry Elder kan blive den næste gvernør i Californien, hvis Gavin Newsom væltes af vælgerne. APU GOMES

Elder har vakt opsigt ved, som sort, at være kritisk over for Black Lives Matter-bevægelsen, og han er blevet kaldt for 'det sorte ansigt på hvidt overherredømme' i LA Times.

Hvis Newsom mod meningsmålingerne afsættes, så vil et eventuelt valg af Elder være blandt de største overraskelser i nyere amerikansk historie.

For som mediet The Atlantic har skrevet, så vil en guvernørtitel i Californien til Elder svare til, at Bernie Sanders blev valgt til senatet i Kansas.