Både amerikanske militærfolk og britiske dykkere er kommet de thailandske myndigheder til hjælp i den oversvømmede grotte i nordthailand, hvor 12 fodboldspillere og deres træner er forsvundet.
De mange børn, mellem 11 og 16 år gamle, har været savnet siden i lørdags, og masser af regn fortsætter med at gøre eftersøgningen specielt besværlig.
Vandet krøb således ind i et nyt kammer i Tham Luang-grotten i Mae Sai-distriktet nær Chiang Rai. Det tvang nogle af redningsdykkerne til at trække sig tilbage, oplyser folk på stedet. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Et hold amerikanske militærfolk, blandt dem nogle overlevelses-specialister, ankom til grotten natten til torsdag for at hjælpe til med eftersøgningen, siger en embedsmand fra den amerikanske ambassade i Bangkok.
»De er trænet i at redde personer,« siger Jillian Bonnardeaux.

Tre britiske eksperter i grottedykning ankom til Tham Luang-grotten sent onsdag, og de gik ind i grotten iført fuldt udstyr, før de kom ud igen en time senere.
»Der venter os et arbejde,« sagde dykkeren John Volanthen, før han gik ind i grotten.
Regnen voldte fortsat problemer natten til torsdag, og det afholdt dykkerne fra at lede.
Men dykkerne fra det thailandske Navy SEALs er klar til at rykke ind igen, så snart vandstanden er faldet til et niveau, der gør det muligt. Det fremgår af deres Facebook-side torsdag.
Familierne til de savnede børn har bragt børnenes tøj til grotten, så eftersøgnings-hundene har noget lugt at gå efter.
De 12 børn og deres fodboldtræner Ekkapol Janthawong har været i grotten mange gange før, og de kender stedet godt, siger de lokale.
På hans Facebook-side ses han med nogle unge fodboldspillere i grotten i 2016.
Den nationale vicepolitidirektør Wirachai Songmetta var på stedet onsdag for at være sammen med de godt 600 redningsfolk, der leder efter en ny indgang til grotten. De få skakte, de hidtil har fundet, er ikke store nok. Det skriver San Francisco Chronicle.
»Vi vil ikke give op. Det er, hvad der gælder her,« sagde han.



