Spansk ferieby indfører strenge regler: Risikerer kæmpe bøde
Populær feriedestination indfører kampe bødestraffe for turister, hvis de bryder disse regler.

Populær feriedestination indfører kampe bødestraffe for turister, hvis de bryder disse regler.

Det kan blive en dyr fornøjelse at holde ferie i den spanske storby Valencia.
Byen har nemlig indført en række skærpede regler, der skal sætte en stopper for turisters dårlige opførsel.
Og det kan mærkes på pengepungen.
Sådan lyder det ifølge det britiske medie Metro.
Fremover kan turister få bøder på op til 3000 euro – svarende til omkring 22.400 kroner – hvis de overtræder de nye regler.
Blandt andet kan det koste op til 1500 euro (cirka 11.200 kroner) at smide affald, tyggegummi eller cigaretskod på gaden.
Det samme gælder, hvis man undlader at samle op efter sit kæledyr.
Endnu dyrere bliver det, hvis man bliver taget i at spytte eller urinere på offentlige steder. Her lyder bøden på op til 3000 euro.
Det er dog ikke kun affald og uhæmmet opførsel, som de spanske myndigheder vil sætte en stopper for.
Også turistgrupper på cykler og el-løbehjul bliver mødt med nye begrænsninger.
Fremover må grupperne maksimalt bestå af 10 personer. Tidligere var grænsen 15.
Er gruppen større, skal den deles op i mindre grupper, der skal holde mindst 50 meters afstand til hinanden.
Ifølge byens innovations- og turismeminister, Paula Llobret, handler de nye regler ikke om at begrænse turismen, men om at få den til at fungere bedre sammen med hverdagen for byens indbyggere.
»Vi ønsker, at Valencia skal forblive en by, hvor turistmobilitet er forenelig med hverdagen for dem, der bor her,« lyder det fra ministeren.
De nye tiltag kommer i forlængelse af et forslag om at slå ned på larmende polterabender i byens gader.