Spaniens premierminister, Pedro Sanchéz, afsætter sin udenrigsminister.

Jose Manuel Albares bliver ny udenrigsminister. Han erstatter Arancha Gonzalez Laya.

Albares er i øjeblikket Spaniens ambassadør i Frankrigs hovedstad, Paris.

Den afgående udenrigsminister har fået meget kritik for sin håndtering af en krise med Marokko.

Her gik hun med til at lade løsrivelsesleder Brahim Ghali fra området Vestsahara behandle på et spansk hospital.

Der sker mere i den spanske regering.

Premierministeren forfremmer økonomiminister Nadia Calvino til også at være første vicepremierminister.

»Denne regerings hovedopgave er økonomisk genopretning og jobskabelse,« siger Sanchez.

Isabel Rodriguez bliver ny regeringstalsmand og minister for spanske territorier.

Der kommer også en ny stabschef for Sanchez.

Ivan Redondo skiftes ud med Oscar Lopez, en af Sanchez' socialistiske partifæller.

Socialisterne danner koalitionsregering med det venstreorienterede Forenet Podemos.

Partiet holder sine fem ministerposter.

Pedro Sanchéz dannede regering i januar 2020 efter måneders politisk ustabilitet. Blandt andet havde der dengang været fire valg på fire år.

Efter blot to måneder måtte hans regering smide, hvad den havde i hænderne, og håndtere coronapandemien.

Det medførte, at Spanien fik nogle af de hårdeste restriktioner i Europa.

Pandemien har været hård ved landets økonomi, der er meget afhængig af turisme.

/ritzau/Reuters