Spanien har lukket sit luftrum for amerikanske fly, der er involveret i angreb mod Iran.
Det siger landets forsvarsminister, Margarita Robles, mandag ifølge Reuters.
I forvejen har Spanien afvist at lade amerikanske fly bruge spanske baser i forbindelse med angrebene.
- Vi godkender hverken brugen af militærbaser eller brugen af luftrum til handlinger relateret til krigen i Iran, siger hun til fremmødte journalister i Madrid ifølge nyhedsbureauet.
USA's præsident, Donald Trump, har tidligere truet med at standse al handel med Spanien, hvis ikke landet går med til at lade USA bruge baserne.
Foruden at true med at stoppe handlen med Spanien har Trump desuden kaldt landet for en "forfærdelig allieret".
Adspurgt om, hvorvidt beslutningen om at lukke det spanske luftrum for amerikanske fly kan forværre relationen til USA, svarer Spaniens økonomiminister, Carlos Cuerpo, at beslutningen er en del af regeringens overordnede beslutning om ikke at deltage i krigen.
- Denne beslutning er en del af beslutningen, der allerede er blevet truffet af den spanske regering om ikke at deltage i eller bidrage til en krig, som ensidigt er blevet indledt og mod international lov, siger Cuerpo til den spanske radiostation Cadena Ser ifølge Reuters.
Den spanske avis El Pais skrev allerede tidligere på dagen mandag om beslutningen med henvisning til unavngivne kilder.
Ifølge avisen gælder forbuddet ikke i nødsituationer.
Også Storbritannien har haft en disputs med USA over brugen af baser.
Storbritannien afviste indledningsvist at give amerikanerne lov til at udføre luftangreb fra britiske baser mod Iran, hvilket fik Trump til at kritisere den britiske premierminister, Keir Starmer.
I starten af marts ombestemte Starmer sig dog, da han fortalte, at han havde givet grønt lys til en anmodning om at udføre "defensive" angreb.
/ritzau/
