88 procent af de smittede med mæslinger i Canada i år var ikke vaccineret mod sygdommen, skriver AFP.

Et for tidligt født spædbarn er afgået ved døden i Alberta i det vestlige Canada som følge af mæslinger.

Det oplyser Albertas sundhedsminister, Adriana LaGrange, ifølge nyhedsbureauet AFP i en udtalelse.

- Et barn, der blev født for tidligt, efter at moren fik mæslinger under graviditeten, døde kort efter fødslen, siger hun.

Det fremgår ikke, om den gravide kvinde var vaccineret.

Et andet for tidligt født spædbarn døde i Canada i juni med mæslinger. Barnet havde dog ifølge myndighederne andre medicinske komplikationer og har ikke bekræftet den nøjagtige dødsårsag.

LaGrange advarer i sin udtalelse om, at børn under fem år, gravide kvinder og personer med nedsat immunforsvar er mest sårbare over for mæslinger.

Canada erklærede takket være vaccinationer mæslinger udryddet i 1998. I landet har man dog registreret 5006 tilfælde af sygdommen siden starten af 2025. De fleste tilfælde er registreret i provinserne Alberta og Ontario.

Blandt dem var 88 procent ikke vaccineret.

Det canadiske udbrud af mæslinger begyndte i oktober 2024 i den østlige provins New Brunswick.

Canadas naboland, USA, har det værste udbrud af mæslinger i 30 år, og FN har advaret om, at sygdommen udgør en global risiko, eftersom misinformation og manglende økonomisk støtte påvirker adgangen til vacciner, skriver AFP.

Per 30. september 2025 er der registreret i alt 1544 tilfælde af mæslinger i USA i 42 delstater. Til sammenligning var der 285 i 2024. I april i år var mæslingeudbruddet registreret til 900 tilfælde på tværs af 10 delstater.

Mæslinger er en meget smitsom virus, der rammer luftvejene og spredes gennem kropsvæsker, når en smittet person hoster, nyser eller trækker vejret.

Sygdommen forårsager feber, luftvejssymptomer og udslæt, men kan også føre til alvorlige komplikationer som lungebetændelse, hjernebetændelse og dødsfald.

/ritzau/