En privatperson har skrevet kontrakt med den amerikanske rumfartsvirksomhed om en tur rundt om Månen.

Los Angeles. Rumfartsvirksomheden SpaceX har torsdag præsenteret en ny plan for rumturisme.

Således vil SpaceX, der tilhører den amerikanske iværksætter Elon Musk, sende en turist en tur rundt om Månen på sin Big Falcon Rocket (BFR). Raketten er designet til at transportere folk langt ud i rummet.

- SpaceX har skrevet kontrakt med verdens første private passager, som skal flyve rundt om Månen om bord på vores BFR, skriver SpaceX på Twitter.

- Dette er et vigtigt skridt mod at give adgang til almindelige mennesker, som drømmer om at rejse ud i rummet, tilføjes det.

Allerede i februar sidste år meddelte milliardæren Elon Musk, at han ville flyve turister rundt om Månen i 2018. Dengang lød meldingen, at der var tale om to turister.

- Vi er glade for at kunne annoncere, at SpaceX er blevet kontaktet af to privatpersoner for at flyve dem på en tur rundt om Månen næste år.

- De har allerede betalt en betydelig sum penge for at lave en månemission, skrev SpaceX på sin hjemmeside dengang.

Rusland har tidligere sendt privatpersoner ud i rummet, nærmere bestemt til Den Internationale Rumstation, ISS. Ifølge CNN betalte privatpersonerne op mod 20 millioner dollar - 130 millioner kroner - for turen.

Hvad SpaceX tager for en tur rundt om Månen vides ikke.

SpaceX blev skabt i 2002 af Elon Musk med det langsigtede formål at gøre det muligt for mennesker at leve på andre planeter. SpaceX har over 4000 medarbejdere og har gennemført en stribe succesfulde missioner i rummet.

Selskabet fik en del negativ opmærksomhed i 2016, da en af dets raketter styrtede ned oven på den affyringsplatform, den var lettet fra kort forinden.

Elon Musk er bedst kendt for sit ejerskab af elbilproducenten Tesla.

/ritzau/