Den danske producer og Grammy-vinder Carsten 'Soulshock' Schack skal styre skuden for de nye 'Spice Girls'.

Gruppen hedder Now United. Og ligesom i Spice Girls-90erne er det den britiske musikmilliardær og 'American Idol'-opfinder, Simon Fuller, der er hjernen bag popprojektet, der bogstaveligt talt strækker sig over hele kloden.

Således inkluderer Now United medlemmer fra blandt andet Mexico, Elfenbenskysten, Australien og USA. Og i et interview med B.T. kan Soulshock dårligt få armene ned af ren og skær begejstring.

»Det her er helt vildt. Og det skal gå vildt hurtigt. Sammen med Kenneth (Karlin, red.) skal jeg skrive og producere musikken. Simon Fuller har ikke stået bag en popgruppe, siden han opfandt Spice Girls. Og det gik jo meget godt,« siger en underdreven Soulshock om kryddersildene, der med næsten 100 millioner solgte album er historiens bedst sælgende pigegruppe.

B.T. hjemme hos Carsten Soulshock i Los Angeles.
B.T. hjemme hos Carsten Soulshock i Los Angeles. Foto: Christina Pedersen
Vis mere

Mens store dele af musikbranchen ligger i ruiner efter et år med covid-19-nedlukning, blomstrer Soulshocks butik som aldrig før.

Sammen med sin musikalske kammerat Kenneth Karlin ligger Soulshock således i forhandlinger om at sælge deres bagkatalog for mange millioner. Parrets nye artist Maya B er godt på vej til et verdensomspændende gennembrud. Soulshocks og Karlins sang 'Selena' er som en del af soundtrackket til filmen 'Promising Young Woman' nomineret til en Oscar.

Og nu har parret i samarbejde med endnu en dansk sangskriver, Aston Fenly, altså fået ansvaret for musikken til noget, der meget vel kan blive årets helt store popsensation.

Ud fra materiale, som B.T. er kommet i besiddelse af, fremstår Now United som et stilskabende projekt, hvor image, reklame, personligheder og musik blandet sammen til et salgsfremstød, der kan forføre hele verden på én gang. Nærmest som K-Pop på steroider.

»Det bliver en lang nat,« griner Soulshock og Karlin. Natten til torsdag indspillede de to venner med otte forskellige sangere i otte forskellige lande.
»Det bliver en lang nat,« griner Soulshock og Karlin. Natten til torsdag indspillede de to venner med otte forskellige sangere i otte forskellige lande. Foto: selfie - privat
Vis mere

Men hvordan opstod koblingen så imellem en britisk popmilliardær, billedskønne teenagere fra hele verden og så to midaldrende gutter, der for 25 år siden udvandrede fra Danmark for at blive musiklegender i USA

»Jeg går langt tilbage med Simon Fuller. Blandt andet arbejdede vi sammen med ham og Victoria Beckham (Posh Spice, red.). Siden arbejdede vi sammen tæt med ham og Clive Davis (manden, der blandt andet opdagede Santana, Janis Joplin og Bruce Springsteen, red.), da han havde opfundet 'American Idol'. Han kontaktede os for nylig med sin nye idé – så nu her i aften skal vi indspille med otte forskellige sangere fra otte forskellige lande! – det bliver en ny oplevelse over zoom, det bliver en lang nat.«

Sådan siger en træt, men også tændt Soulshock til B.T.