Israelske myndigheder har identificeret tre gidsler, efter at den militante bevægelse Hamas overrakte deres jordiske rester søndag aften.
Det oplyser den israelske premierminister Benjamin Netanyahus kontor ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det drejer sig om tre soldater, lyder det.
Ligene er blevet identificeret via retsmedicinske undersøgelser, skriver det israelske medie The Times of Israel.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, sagde søndag aften, at et af ligene stammer fra den amerikansk-israelske soldat Omer Maxim Neutra, der er fra New York.
Det bekræfter premierministerens kontor ifølge AFP. Også Neutras forældre har ifølge The Times of Israel bekræftet det. Trump sagde om bord på præsidentflyet Air Force One søndag, at han har talt med forældrene.
- De er på den ene side begejstrede, men på den anden side er det selvfølgelig ikke så fantastisk.
- Vi er meget glade for, at det er gjort, sagde Trump.
Neutra var 21 år, da han blev kidnappet af Hamas. De andre to gidsler var henholdsvis 19 og 40 år.
Det fremgår ikke, hvornår gidslerne afgik ved døden.
Ifølge The Times of Israel er der nu otte lig fra gidsler tilbage i Gaza.
De tre gidsler blev overrakt til israelske myndigheder via nødhjælpsorganisationen Røde Kors som led i den igangværende aftale om våbenhvile i Gaza.
Siden våbenhvilen begyndte, har Hamas frigivet 20 gidsler, som var i live.
Fra israelsk side har man beskyldt Hamas for ikke at give ligene tilbage til Israel tilstrækkeligt hurtigt.
USA var med til at forhandle våbenhvilen på plads, og den har været gældende i Gaza siden 10. oktober. Selv om begge sider flere gange har beskyldt hinanden for alligevel at udføre angreb, har USA fastholdt, at våbenhvilen stadig gælder.
De fleste kampe er ophørt, og hundredtusindvis af palæstinensere har kunnet vende tilbage til ruinerne af deres hjem, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Der er fortsat flere faser tilbage af våbenhvilen, og disse kan vise sig at være svære at få gennemført. Det drejer sig blandt andet om en afvæbning af Hamas.
/ritzau/
