En soldat fra Thailands forsvarsstyrker er tidligt søndag morgen lokal tid blevet dræbt i forsøget på at stoppe en bevæbnet gerningsmand i et indkøbscenter.

To andre medlemmer af forsvarsstyrkerne er blevet såret.

Dermed har gerningsmanden, en thailandsk soldat, skudt og dræbt mindst 21 mennesker i byen Nakhon Ratchasima, også kendt som Korat.

Det oplyser Thailands sundhedsminister kort før klokken seks søndag morgen lokal tid.

Samtidig kan der høres skud og flere eksplosioner inde fra indkøbscentret, Terminal 21, hvor gerningsmanden tilsyneladende har forskanset sig - muligvis med gidsler.

Billede delt af politiet i Bangkok fra centeret.
Billede delt af politiet i Bangkok fra centeret.

Korat ligger cirka 260 kilometer nordøst for hovedstaden Bangkok.

Allerede sent lørdag eftermiddag lokal tid oplyste myndighederne i Thailand, at en soldat havde åbnet ild og dræbt mindst 20 mennesker.

Det er uvist, hvor mange der er såret, men tidligere lørdag oplyste politiet i Korat imidlertid, at mindst 21 personer er såret.

Soldaten, der stadig er på fri fod, åbnede ifølge politiet ild flere steder i Korat.

»Vi ved ikke, hvorfor han har gjort det her. Det lader til, at han er gået amok,« siger talsmand for det thailandske forsvarsministerium Kongcheep Tantrawanit søndag morgen lokal tid.

Lørdag aften stormede politi og soldater det pågældende indkøbscenter og hjalp hundredvis af personer med at flygte.

Billeder fra en lokal tv-station viser adskillige personer komme løbende ud af centeret. Personerne kommer ud i grupper, nogle med børn, mens andre hjælper ældre med at komme ud.

Søndag morgen er det uvist, hvor mange mennesker der fortsat er fanget inde i centret.

Jakrapanth Thomma, der soldaten, der har dræbt en række mennesker i Bangkok.
Jakrapanth Thomma, der soldaten, der har dræbt en række mennesker i Bangkok. Reuters/Ritzau Scanpix

Lokale medier har udsendt optagelser, som viser soldaten stå ud af en bil foran butikscenteret og åbne ild, mens panikslagne mennesker løber væk fra stedet.

Politiet siger, at Jakrapanth Thomma, som er blevet identificeret som gerningsmanden, tidligere på dagen havde skrevet på sin Facebook-profil, at 'døden er uundgåelig for alle.'

Han havde samtidig lagt et billede op af sig selv bevæbnet med et håndvåben.

På et tidspunkt - efter at skyderiet var gået i gang - skrev gerningsmanden: 'Skal jeg give op?' inden hans profil blev gjort utilgængelig.

Lokalt politi siger, at soldaten først ankom til et hus og dræbte to mennesker, hvorefter han tog til en våbenbutik på hærens base og anskaffede sig et nyt skydevåben.

På Twitter råder Udenrigsministeriets Borgerservice til at udvise stor forsigtighed, hvis man opholder sig i byen.

Man bør altid følge de lokale myndigheders anvisninger og holde sig opdateret om situationen via nyhedsmedierne, lyder det.

/ritzau/Reuters