»Joe forsøger bevidst at være kedelig. Men substansen af det, han siger, er radikal.«

Sådan forklarede Ted Cruz sig til Fox News, efter han kom i vælten, da han i sidste uge var tæt på at falde i søvn under Joe Bidens tale.

For mens præsident Joe Biden præsenterede sine visioner for migrationspolitikken i Kongressen, fangede kameraerne en Ted Cruz, der flere gange faldt hen, mens gardinerne blev trukket ned for øjnene, inden han flere sekunder efter åbnede dem igen.

Ted Cruz, der i 2016 forsøgte at blive republikanernes præsidentkandidat, men måtte opgive sit kandidatur til fordel for den senere folkevalgte Donald Trump, forsøgte dog at dreje eskapaden til et politisk våben.

Ted Cruz var ikke videre begejstret under Joe BIdens tale.
Ted Cruz var ikke videre begejstret under Joe BIdens tale. Foto: POOL
Vis mere

På Twitter forklarede han sit søvnige væsen med ordene 'kedelig, men radikal' om Joe Bidens tale, og senere uddybede han altså i medierne.

Der gik ikke længe, inden klippet også fik stor opmærksomhed blandt især satirikere, skriver Washington Post.

»Det ser ud, som om Teds øjne er forbundet med delstatens strømforsyning,' skrev talkshowet 'The Daily Show' på Twitter med en reference til den strømafbrydelse, der efterlod fire millioner amerikanske husstande uden strøm i delstaten Texas under en snestorm tidligere på året.

Også komiker Stephen Colbert morede sig over episoden:

'Ted Cruz eskorterede blot sine døtre til drømmeland og havde planer om at vende tilbage straks efter.'

'Sleepy Joe' var Donald Trumps øgenavn til Joe Biden under præsidentvalgkampen sidste år.

Øgenavnet 'Sleepy Joe' har dog ingen sammenhæng med det faktum, at flere republikanere mener, han er kedelig. Det er i stedet knyttet til det faktum, at Joe Biden indimellem mumler, stammer og får sagt fejlagtige ting.

Donald Trump påstår, at det skyldes en nedsat kognitiv funktionsevne hos Biden, men Joe Biden har tidligere proklameret, at han har stammet, lige siden han var barn.

Men måske et lignende øgenavn passer bedre til Trumps partifælle, Ted Cruz.