Søster til savnet OL-bokser: 'Hvert eneste minut, han er ude på gaden, er katastrofalt'


Der er både bekymring, men også håb at finde i stemmen hos Susanna de Lima.
For hendes bror, den tidligere danske OL-bokser Johnny de Lima, er endnu sporløst forsvundet i Paris. Men det ser også ud til, at han kan være blevet set.
Det fortæller hun fredag formiddag til B.T.
»Det er opløftende, at folk så gerne vil hjælpe med at finde ham, men samtidig er det også det her med, at… for pokker, altså, hvert minut er jo katastrofalt, når man er ude på gaden i en storby som Paris, som kan være meget råt og er koldt. Og så er det tredje nat,« siger hun.
Det var tidligere denne uge, at 60-årige Johnny de Lima satte kursen mod Paris, hvorfra han skulle videre til Spanien på et bokseeventyr.
Men onsdag klokken 13 ringede han til det danske Udenrigsministerium fra en lånt telefon, fordi han var faret vild i storbyen, hvor han efter planen skulle have været med toget fra Gare de l’Est mod Spanien.
»Han fortalte dem, at han havde mistet orienteringen og problemer med hukommelsen, så han kunne ikke finde sit hotel. Han havde hverken sin telefon eller sin pung, men dog sit pas,« forklarede søsteren onsdag til B.T. og tilføjede:
»Johnny er blevet dement, men det ret nyt, og vi har ikke vidst, hvor slemt det var.«
Det giver dog håb, at en kvinde torsdag kontaktede Susanna de Lima og fortalte, at hun havde mødt og genkendt hendes bror på Rue de Rivoli i Paris omkring 16-tiden.
Kvinden havde været på vej ud af en vinbutik, da en mand – som kvinden mener var Johnny de Lima – tog kontakt til hende og spurgte, om det var et hotel.
Da hun svarede nej og forklarede, at hotellerne lå lidt længere oppe ad gaden, takkede manden hende og fortalte, at han ledte efter sit hotel.
»Hun (kvinden, red.) sagde, at han virkede lidt omtåget. Da hun kom hjem på sit hotelværelse, så hun et indslag om, at en mand var efterlyst i Paris og tænkte, at det var ham, hun havde set,« fortæller Susanna de Lima.
Den beskrivelse, som kvinden gav af manden, af det sagde han og af det tøj, han havde på, passer ifølge søsteren på Johnny de Lima.
»Så vi er hundrede på, at det er Johnny, hun mødte,« siger Susanna de Lima.
»Det giver noget håb. I den grad. Jeg bliver også helt rørt,« forklarer hun videre.
»Det er så vildt. Det kan slet ikke beskrives.«
Noget andet, der også giver håb, er, at vennen Morten Vad er i Paris for at hjælpe med at finde den pensionerede bokser – og via ham har nogle venners datter hørt om, at han leder efter en mand i byen.
»Hun (datteren, red.) siger så, at hun vil ringe til sin skolelærer i Paris og høre, om de ikke kan tage ud og dele flyverblade ud på Gare du L'est. Så det gør de i dag. Det er virkelig rørende midt i alt det her,« siger Susanna de Lima tydeligt berørt.
Det vækker dog også bekymring, at Johnny de Lima endnu ikke – søsteren bekendt – er kommet ind i sikkerhed et sted.
Imens går tiden. Og aftenerne og nætter i den franske hovedstad er kolde de her dage.
»Så vi er jo megabekymrede. Det er sådan noget, man virkelig frygter, at han ligger og fryser,« siger hun.
»Hans ven, som tog derned i aftes, sagde, at han var nødt til at tage hjem, fordi det var så koldt at blive ved med at gå og lede efter Johnny. Han kunne simpelthen ikke holde til det.«
Hvis man skulle få øje på Johnny de Lima i Paris, håber Susanna de Lima, at man vil kontakte den danske ambassade eller Udenrigsministeriet, og tage ham hen til et af de to steder og blive hos ham, indtil en fra bokserens netværk ankommer til stedet og kan tage over.
»Han må ikke gå alene ud igen, for vi er bange for, at han så bliver desorienteret igen. Det er det vigtigste. Det vil være den bedste hjælp,« siger søsteren.
Udenrigsministeriets Borgerservice bekræftede torsdag, at en dansker er meldt savnet i Frankrig, og at de nærmeste pårørende er underrettet.
Fredag lyder meldingen, at man ikke kan udtale sig yderligere i sagen, da man »har tavshedspligt i personsager.«