Da ægteparret Hanne og Søren Christensen stod op tirsdag morgen på deres hotelværelse på ferieøen Tenerife, fik de øje på et stykke papir på gulvet inden for deres dør.

På sedlen stod der, at ægteparret - og hele hotellet - var sat under karantæne.

»Jeg læser papiret, hvor der står, at vi er karantæneramte, og at vi ikke må forlade vores værelse, indtil de spanske sundhedsmyndigheder har givet en anden meddelelse,« fortæller Søren Christensen over en Skype-forbindelse fra sit hotelværelse til DR.

Er du berørt af corona-situationen på De Kanariske Øer? Skriv til B.T. på 1929@bt.dk

Årsagen til karantænen er, at en tidligere gæst på hotellet - en italiensk turist - er blevet konstateret smittet med coronavirus.

Hanne og Søren Christensen er dermed nogle af de danskere, der i øjeblikket sidder i karantæne på hotellet H10 Costa Adeje Palace på den spanske ferieø.

Ægteparret fra Fredericia rejste til øen i lørdags med deres to børnebørn på 13 og 16 år, efter de selv havde booket rejsen. Børnebørnene bor på et andet værelse, og siden karantænen trådte i kraft tirsdag morgen, har de ikke set dem, kun talt i telefon med dem, fortæller Hanne Christensen til DR kort før klokken 13.

Udover de fire familiemedlemmer er yderligere to danskere ramt af karantænen på hotellet.

De to andre personer, der rejser med rejseselskabet Bravo Tours, ankom til hotellet i mandags.

Til Ritzau oplyser Bravo Tours, at de to personer har det godt og ikke har nogen symptomer på at være blevet smittet med coronavirus.

Gæsterne på hotellet er sat i karantæne, efter en italiensk turist, der havde boet på hotellet, blev konstateret smittet. Han fik feber og henvendte sig efterfølgende på en privat klinik.

En test viste, at han var positiv for coronavirus.

Der befinder sig op mod op mod 1.000 turister på hotellet på den spanske ferieø.