Søgte ly ved campingvogn: Fem ramt af lyn - kvinde mister livet


En amerikansk kvinde har mistet livet, efter hun blev ramt af et lyn.
Sammen med fire andre havde kvinden lørdag søgt ly for et voldsomt regnskyl ved en campingvogn i White Springs i delstaten Florida. Det fortæller sherif J. Harrell Reid fra Hamilton County Sheriff's Office til CNN.
Mens de fem stod forsamlet der, ramte et lyn campingvognen.
Kvinden - der var 23 år - mistede livet. De fire andre kom også til skade ved ulykken.
Tordenvejret fulgte i kølvandet på et voldsomt vejrsystem, som bevægede sig ind over området lørdag og bragte både kraftige vindstød, hagl og mindre tornadoer med sig.