En 35-årig mand døde søndag af de kvæstelser, han pådrog sig, da han lørdag blev ramt af et lyn, skriver Deutsche Welle.

Manden sad under et træ i en biergarten i byen Unterensingen i den tyske delstat Baden-Württemberg, da lynet ramte.

Han var en del af et selskab på seks, der havde søgt ly for en storm ved et bord under træet, skriver RTL.

15 andre havde søgt indenfor i baren, skriver nyhedsmediet Deutsche Welle.

En 11-årig dreng og en 43-årig kvinde blev ligeledes ramt af lynet. De var søndag fortsat indlagt, skriver Deutsche Welle.

Ifølge RTL måtte de alle tre genoplives på stedet.

En fireårig dreng og en 11 måneder gammel pige blev behandlet for chok. De havde været i en cykeltrailer, da lynet slog ned.

Lynnedslag dræber cirka fire mennesker om året i Tyskland.

Ifølge DMI skal man ikke søge ly under træer, når det lyner. Man skal også undgå tårne, åbne pladser, sejlbåde og høje bjerge.

Det er forholdsvis sikkert at være inden døre eller inde i en bil med lukkede døre, vinduer og soltag. Det samme gælder tog, fly og skibe.