Det sociale medie Snapchat er begyndt at anmode australske teenagere om at verificere deres alder.

Det oplyser en talsperson for selskabet bag Snapchat.

- I denne uge vil mange brugere blive bedt om at verificere deres alder for at fortsætte med at have adgang til Snapchat, lyder det.

Initiativet kommer, få uger før en lov, der forbyder sociale medier for børn under 16 år, træder i kraft den 10. december.

Brugere vil kunne verificere deres identitet ved hjælp af en australsk bankkonto, offentligt udstedte identifikationspapirer eller ved at tage et billede af deres ansigter. Fra den 10. december vil brugere under 16 år få deres konti låst.

Australiens parlament vedtog sidste år loven, der på papiret er den strengeste af sin slags i verden.

Virksomheder, der ikke retter sig efter de nye regler, risikerer en bøde på op til 50 millioner australske dollar svarende til 210 millioner kroner.

Snapchat har udtalt, at den er stærkt uenig i at blive inkluderet i regeringens forbud, men at den vil overholde loven, ligesom den gør med lokal lovgivning alle andre steder.

- At frakoble teenagerne fra deres venner og familie gør dem ikke mere sikre - det kan skubbe dem mod mindre sikre, mindre private beskedtjenester, har Snapchat udtalt.

Tidligere i november oplyste techgiganten Meta, at den med virkning fra 4. december vil fjerne brugere under 16 år fra de sociale medier Facebook, Instagram og Threads.

Hele verden ser med, når lovgivningen træder i kraft, da regeringer over hele verden kæmper med farerne ved sociale medier, og hvordan adgangen til dem kan begrænses.

Flere eksperter har stillet spørgsmålstegn ved, om lovgivningen kun er symbolsk, da det i praksis kan være vanskeligt at føre kontrol med online aldersverificering.

I Danmark indgik SVM-regeringen tidligere i november en aftale med De Konservative og Det Radikale Venstre om et forbud mod sociale medier for mindreårige.

Børn fra 13 år og opefter kan blive undtaget for forbuddet med forældrenes godkendelse.

New Zealands premierminister, Christopher Luxon, vil fremsætte et lignende lovforslag. Regeringen i Holland har tidligere i år rådet forældre til at nægte deres børn adgang til sociale medier som TikTok og Snapchat.

/ritzau/AFP