Man kan hurtigt komme i klemme, hvis man smider for meget tøj i De Arabiske Emirater. Her er der rimelig strenge love for, hvilke udskejelser man kan tillade sig i offentligheden.

Søndag endte det dog galt for en gruppe mennesker i Dubai, der nu står til at blive straffet med op til seks måneders fængsel og bøder på over 7.000 kroner.

De blev afsløret på sociale medier, hvor en video chokerede befolkningen i De Arabiske Emirater.

Og det har nu fået det lokale politi i Dubai til at sigte flere personer. Det skriver Sky News.

Videoen er optaget lørdag, og her kan man se, hvordan over 12 kvinder er stillet op ude på en balkon i Dubais Marina-område under højlys dag.

Problemet er bare, at kvinderne ikke har en trævl på kroppen. De er nøgne.

Der er også mulighed for, at de involverede parter kan blive straffet med fængsel og store bøder for at publicere pornografisk materiale, hvilket også er ulovligt i landet.

Ifølge en lokalavis skulle det efter sigende være et reklamestunt, men lokalt politi har udtalt, at de involverede i det, de mener er en uanstændig video, er blevet henvist til den offentlige anklagemyndighed.

Ud over ovenstående tilfælde kan det at kysse i offentligheden eller drikke alkohol uden tilladelse medføre fængselsstraf i Dubai.