Den amerikanske skuespillerinde Allison Mack risikerer op til 40 års fængsel.

Den amerikanske skuespillerinde Allison Mack erkender sig skyldig i at have rekrutteret kvinder som sexslaver i et hemmeligt, sekt-agtigt netværk kaldet Nxivm.

Det fremgik under retssagen i Brooklyn i New York mandag.

Skuespilleren, der er mest kendt for sin rolle i den populære tv-serie "Smallville", risikerer op til 40 års fængsel.

Allison Mack blev arresteret for et år siden, da politiet fik mistanke om, at hun rekrutterede kvinder til Nxivm-gruppen.

Gruppens formål var ifølge anklagerne at rekruttere kvinder til at have sex med blandt andre den 58-årige gruppeleder Keith Raniere.

"Smallville"-skuespillerinden var en ud af seks anklagede i sagen om Nxivm-gruppen, der har haft base i byen Albany ved New York.

Rekrutteringen af kvinderne har blandt andet bestået i, at kvinderne skulle tage kompromitterende billeder af dem selv.

Disse billeder skulle ifølge anklagerne bruges mod dem som trussel om offentliggørelse, hvis kvinderne ønskede at forlade gruppen.

Dernæst skulle kvinder brændes med initialerne på Keith Rainere for at være mærket for livet. Dette blev filmet, mens andre medlemmer holdt den rekrutterede kvinde.

Det fremgik desuden ved retten, at et såkaldt pyramidesystem gjorde sig gældende i Nxivm-gruppen, hvor man skulle betale for at komme højere op i hierarkiet mellem slaver og mentorer.

En anden af de sagsøgte i sagen er Clare Bronfman, som er arving til det store canadiske alkoholimperium Seagram. Hun og hendes søster menes at have givet mere end 100 millioner dollar til gruppen.

/ritzau/AFP