Nye restriktioner betyder, at danskere skal i karantæne i 14 dage ved indrejse til Tyskland. Det gælder fra søndag.
Det gør, at grænsehandel er slut for en tid. Og det får naturligvis betydning for de forskellige grænsebutikker.
Det fortæller Lars Mose Iversen i en mail til B.T. Han er administrerende direktør for kæderne Calle og Fleggaard.
'Vi vil løbende tilpasse vores aktivitetsniveau, og det vil givetvis betyde, at vi vil reducere i antallet af butikker, der holder åbent.'
Han tilføjer, at de nye karantæneregler betyder, at de forventer færre kunder i butikkerne fra søndag.
Lige nu kan Lars Mose Iversen dog ikke give flere detaljer. Direktøren siger afsluttende, at de selvfølgelig følger situationen tæt.

Michael Egeberg er direktør hos Priss, og han kommer højst sandsynligt til at sende medarbejdere hjem.
»Vi må se, hvad der sker. Men det er da klart, at vi risikerer at lukke og sende medarbejdere hjem med tiden,« siger han og fortsætter.
»Der er ikke så meget at gøre ved det. Det er, som det er. Der er nogle regler for, hvornår lande kommer på karantænelisten, og dem må vi følge.«
Ved indrejse med fly, færge, tog eller bus vil man få udleveret en såkaldt ’public health passenger locator form’, som er en formular, der skal udfyldes.
Er man kørende i bil, skal man selv rette henvendelse til de lokale myndigheder, når man har passeret grænsen. Her vil man ligeledes få udleveret formularen.
Udenrigsministeriet oplyser, at grænsependlere er undtaget de nye restriktioner og behøver således ikke at gå i karantæne.

