Fireårige Camila Romero, fra Californien, kæmper for sit liv.
Efter at have slugt et lille knapcelle-batteri, som man kender fra for eksempel lommeregnere og fjernbetjeninger, har hun ligget i kunstigt koma i to uger.
Det skriver Bild.
Batteriet ætsede et hul i hendes spiserør, blot tre millimeter fra lungen.
Til den amerikanske tv-station KTLA, siger hendes mor, Cassandra T.:
»Noget så lille har forårsaget noget så stort.«
Forældrene ved ikke, hvordan deres datter fik fat i knapcellebatteriet, eller hvornår hun slugte det.
Da parret for godt to uger siden bragte deres datter på hospitalet for første gang, mente lægerne, at det drejede sig om en harmløs virusinfektion, da barnet blandt andet havde feber.
Men pigens tilstand blev ved med at blive forværret.
Moderen havde mistanke om lungebetændelse og bad lægerne om at tage et røntgenbillede. Billederne viste det utrolige: I Camilas krop sad der et minibatteri, som i mellemtiden havde forårsaget betydelig skade.
Når batteriet sluges, reagerer det med spyttet og danner en ætsende væske. Allerede efter 15 minutter forårsager denne væske de første ætseskader i spiserøret. Efter to timer kan der opstå huller, blødninger eller en indsnævring af spiserøret.
Pigen skal gennemgå endnu en operation for at få lukket et yderligere hul i brystet.
