I midten af 90erne blev Maria Farmer hyret til at hjælpe Jeffrey Epstein med at købe kunst.
Hun endte dog også med at blive assistent for den afdøde sexforbryder og var vidne til utallige besøg fra unge kvinder i Epsteins luksuriøse residens i Manhattan.
Men allerede i 1996 – mange år før politiet fik øjnene op for Epsteins forbrydelser – slog hun alarm og advarede FBI om hans interesse i overgrebsmateriale af børn.
Det fortæller hun til The New York Times ifølge Expressen.
Maria Farmer hævder, at hun på daværende tidspunkt selv var blevet misbrugt af Epstein og hans partner, Ghislaine Maxwell.
Men hendes største bekymring var de nøgenbilleder, hun tog af sine yngre søstre, der dengang var 12 og 16 år.

Ifølge Maria Farmer stjal Epstein billederne og solgte dem videre, hvilket hun gjorde politiet opmærksom på.
Men gentagne gange blev hun beskyldt af FBI for at have opdigtet historien. Indtil nu.
For fredag blev tusindvis af nye dokumenter frigivet i sagen, og her ses det, at anmeldelsen rent faktisk eksisterer.
»Jeg har ventet i mere end 30 år. Jeg kan ikke tro det, de kan ikke kalde mig en løgner længere,« siger hun.

Men selvom Maria Farmer er taknemmelig for at beviserne nu er kommet frem, gør det stadig ondt, at politiet ikke tog sagen alvorligt.
»De burde skamme sig … de gør alle disse små piger ondt.«
I Maria Farmers klage fremgår det, at hun tog nøgenbilleder af sine søstre som følge af sit arbejde som kunstner. Billeder, som Epstein stjal og solgte videre.
Han bad hende angiveligt også om at tage billeder af unge piger, der svømmede i poolen.
Og sagde Maria Farmer noget om billederne, blev hun ifølge klagen truet med, at Epstein ville brænde hendes hjem ned.
Du kan følge alt om de nye dokumenter i Epstein-sagen i B.T.s liveblog HER.
