Slagter Trumps krigsminister: 'Alle er skrækslagne'
Flere medier beskriver, hvordan personer i Pentagon i stigende grad frygter for alvorlige lækager siden Pete Hegseth trådte til.

Flere medier beskriver, hvordan personer i Pentagon i stigende grad frygter for alvorlige lækager siden Pete Hegseth trådte til.

Frygt, interne magtkampe og alvorlige læk.
Det er den nye virkelighed, som Pentagon lever under, efter at Pete Hegseth blev udpeget til krigsminister i USA.
Det skriver CNN.
Mediet har talt med 15 personer, der enten er, eller har været ansat hos Pentagon.
Her lyder det enstemmigt, at Pete Hegseth fra starten ikke har haft tillid til folkene omkring sig, hvilket også forklarer, hvorfor han har fyret mange medarbejdere efter sin tiltrædelse.
Fyringerne og mistilliden har vakt stor uro internt i Pentagon, hvor medarbejdere frygtede, at ét forkert skridt kunne koste deres chef jobbet.
»Hver eneste dag, når vi udførte vores daglige arbejde, overvejede vi: ’Vil det her sikre, at chefen beholder sit job, eller vil det få ham fyret?’« fortalte en embedsmand fra Pentagon til CNN.
Forholdet mellem medarbejderne og Pete Hegseth eskalerede, da hærens tidligere stabschef Randy George forsøgte at tale med krigsministeren om arbejdsforholdet. Randy George blev fyret dagen efter.
»Alle her er skrækslagne,« fortalte en kilde til mediet efter fyringen.
Pentagon giver dog ikke meget for den anonyme kritik, som bliver fremført.
Talsmand Sean Parnell fortæller til CNN, at kilderne har en politisk dagsorden for at underminere Hegseth, hvorefter han affejer historien.