Kunstig intelligens, falske videoer og opdigtede sejre. 

Den russiske militærledelse har taget helt nye og manipulative metoder i brug for at puste Ruslands fremskridt i Ukraine kunstigt op over for magthaverne i Moskva, skriver Sky News.

Den anerkendte amerikanske tænketank Institute for the Study of War (ISW) fortæller, at de russiske kommandører blandt andet har taget kunstig intelligens (AI) i brug.

Her fremstiller de falske beviser på, hvordan Rusland angiveligt havde overtaget kontrollen med et mindre område i den omstridte Kharkiv-region.

Derudover svirrer det med flere officielle russiske meldinger om, at militæret har sat sig tungt på det nordlige Ukraine. 

Det er dog meldinger, som overhovedet ikke stemmer overens med de faktiske observationer på landjorden, fortæller tænketanken.

Også Ukraines egen militærgruppe i nord afviste prompte den russiske påstand. 

De erklærede i samme ombæring, at den påståede succes udelukkende er en del af en langt bredere, koordineret russisk informationsindsats, der skal dække over virkeligheden.