Flere og flere velhavende nordmænd flytter til Schweiz. 

Og udviklingen får nu Nikolai Astrup, der er medlem af partiet Høyre, til at slå alarm.

Det skriver norske TV 2. 

Astrup frygter, at Norge allerede har mistet »noget, der kommer til at blive meget svært at få tilbage«.

»Desværre tror jeg, at toget er kørt for at få folk hjem igen. Måske vil nogle flytte hjem, hvis vi får et konkurrencedygtigt skatteniveau. Men det er vigtigt at forhindre, at flere mennesker flytter, og det gælder især dem, der skal bygge fremtidens job,« siger Nikolai Astrup til TV 2.

»Den kapital- og talentflugt, vi har set i de senere år, er foruroligende for Norge,« lyder det videre. 

Astrup betegner udviklingen som »skræmmende«.

Ifølge en tidligere skatteopgørelse flyttede hele 32 milliardærer fra Norge i løbet af 2022, skriver det norske medie E24.

Tallet er kun steget siden, skriver norske TV 2.

Og med sig har de taget kæmpeformuer.

Det er penge, som der skulle være betalt skat af, hvis de blev i Norge.

En af hovedårsagerne er den norske formueskat, lyder det.