To universitetsstuderende har for nylig fået en bøde på over 100 mio. danske kroner for at have startet en skovbrand i den italienske region Como.
De 22-årige italienske mænd grillede ved en af mændenes bedsteforældres hus beliggende i nærheden af en skov, da ilden brød ud 30. december sidste år. Det skriver BBC News.
Det er dog først nu, at beløbet for den omfattende skovbrand er gjort op - mere nøjagtigt lyder regningen på 13.542.000 euro – hvad der svarer til over 100 mio. danske kroner.
En af de unge mænd har undskyldt over for den italienske avis La Stampa, men siger samtidig, at han føler, at de er blevet gjort til 'syndebukke'. Han mener ikke, at de to alene er skyld i branden, men at 'andre kilder' også kunne have været skyld i ulykken.
Da ulykken indtraf, alarmerede de to mænd med det samme myndighederne og forsøgte selv at slukke branden. Det var dog for sent, og de mange træer stod ikke til at redde.
Ifølge anklageren skulle det have været en kombination af meget tørre træer og buske og gløder fra grillen, der var skyld i branden. Den varede i flere dage og endte med at tilintetgøre 1000 hektar skov.
De to unge mænd vil formentlig ikke være i stand til at betale det store beløb, men anklageren mener altså, at den enorme bøde sender et signal om, at folk skal blive bedre til at passe på naturen.
På Instagram kan man se billeder fra redningsaktionen, der varede i flere dage.