De fleste har nok prøvet at tabe sin telefon. 

Men få har prøvet, at det var på et så uheldigt sted, som det tidligere på måneden var tilfældet for en 23-årig kvinde, der var på gåtur i et privat skovområde i Australien. 

Nu bliver den vilde historie beskrevet i blandt andet CNN, hvor en australsk ambulancespecialist siger, at han »aldrig har set lignende«. 

Det var i selskab med nogle venner, at kvinden ved navn Matilda Campbell den 12. oktober tabte sin telefon mellem to stenblokke. 

Massevis af redningspersonale var til stede under redningen.
Massevis af redningspersonale var til stede under redningen. NSW Ambulance

Da hun bøjede sig ned for at samle den op, faldt hun med hovedet først ned mellem de to stenblokke, hullet var cirka tre meter dybt, og vennerne kunne dermed ikke nå hende. 

Ambulanceservicen i den australske stat New South Wales, hvor ulykken fandt sted, siger ifølge CNN, at der ikke var telefonservice i området. 

Derfor blev venner nødt til at forlade den telefonsøgende kvinde i hullet, mens de ringede efter en ambulance. 

»Min første tanke var: 'Hvordan får vi hende ud derfra?' For jeg har aldrig set noget lignende,« siger ambulancespecialisten Peter Watts, der var blandt de første, der ankom på stedet.

Forskellige slags udstyr blev også taget i brug i forsøget på at få kvinden op fra stenblokkene. 
Forskellige slags udstyr blev også taget i brug i forsøget på at få kvinden op fra stenblokkene.  NSW Ambulance.

Da han kom frem, kunne man kun se kvindens fødder mellem de to stenblokke. 

I syv timer endte kvinden med at sidde fast i hullet, før ambulanceredderne fandt frem til, hvordan de skulle få hende op og i sikkerhed igen. 

Heldigvis formåede den 23-årige kvinde – ifølge Pete Watts – at forholde sig i ro. 

»Hun var så rolig og fattet igennem det hele. Jeg var meget imponeret. Selv havde jeg været panisk, og det var hun slet ikke,« siger han. 

Men et par gange blev hun pludselig stille, og ambulancespecialisten blev bekymret for, om de mange timer på hovedet påvirkede hende negativt, og om hendes lemmer led under de mange kilo sten, hun sad fast mellem.

Først fik beredskabet flyttet tilstrækkeligt med sten til, at der var adgang til først en fod og så den anden. Derefter skulle kvinden forme en 'S'-form med sin krop. 

Først fik de hoften ud, og så skulle de flytte benene, så det gav plads til, at skuldrene kunne kom fri. Til sidst var hun helt fri – og de syv mareridtsagtige timer fik sin ende. 

På sociale medier takker 23-årige Matilda Campbell ifølge The Guardian de mange mennesker, der var med til at hjælpe: 

»Jeg vil gerne give en stor hyldest til mine venner og det team, der fik mig ud. Jeg er evigt taknemlig, for uden dem havde jeg nok ikke været her i dag.« 

Matilda Campbell slap med kun små hudafskrabninger og enkelte blå mærker, dog uden en telefon, som desværre ikke blev reddet op fra stenblokkene.