En teenager med mørk hud, der var iført mørkt tøj og bar en coronamaske.
Sådan lyder det foreløbige signalement af den politimorder, som store politistyrker i Sverige jagter.
Manden, der onsdag aften dræbte en 33-årig politimand i Göteborg, bar også billige, grå arbejdshandsker, beretter den svenske avis Expressen.
Skuddrabet på politibetjenten fandt sted onsdag aften klokken 22.34 i det bandeplagede område Biskopsgården i det nordlige del af Göteborg.
Her var betjenten på patrulje på en politiknallert sammen med en kollega. Begge var uniformerede.
En politikilde med indsigt i efterforskningen har oplyst til avisen, at drabet nærmest havde karakter af en henrettelse, hvor gerningsmanden bevidst havde den uniformerede betjent som målskive for sine skud.
Omvendt har politiledelsen givet udtryk for, at det skæbnesvangre skyderi måske kan bero på en misforståelse, hvor politimanden uheldigvis er kommet i skudlinjen i et opgør mellem nogle af de kriminelle grupperinger, som i årevis har plaget området med meget grov kriminalitet.
»Skyderiet havde karakter af et skyderi mellem kriminelle netværk,« har Göteborgs politichef, Erik Nord, udtalt.

Politifolkene var ikke kaldt ud til området i Biskopsgården af en konkret alarm, men befandt sig på stedet som led i en øget og intensiveret patruljering i området for at øge presset på bandemedlemmerne.
En indsamling til den dræbte politimands begravelse og nærmeste pårørende har i løbet af kun et halvt døgn modtaget bidrag på 350.000 svenske kroner (godt 250.000 danske kroner).
Indsamlingen er startet af en af skudofferets nære venner, som til Göteborgs-Posten forklarer, at han følte, at han var nødt til at gøre et eller andet, da han fik beskeden om sin soldaterkammerats brutale død.
»Uanset om du ender i et erhverv, som det han var i, eller hvis du er i militæret, får du altid opgaver, der kan føles som lort – og virke helt unødvendige. Men sådan var det ikke for ham. Han var altid glad for enhver opgave, altid god og inspirerende,« siger vennen.

Netop Biskopsgården, hvor politimanden blev dræbt, har i årevis været skueplads for en af de mest langvarige og blodigste bandekonflikter i Sverige med flere dødsofre.
Men at de massive problemer med bandekriminalitet er udbredt mange steder i Sverige, blev på blodig vis dokumenteret kun et døgn efter politimordet i Göteborg.
I Huddinge i udkanten af Stockholm blev en 25-årig mand, der af politiet betragtes som en ledende bandefigur i en lokal gruppering, dræbt af flere skud i hovedet.
Drabet fandt sted ved 23-tiden midt i skolegården til en lokal folkeskole, hvor flere unge på gerningstidspunktet spillede fodbold lige i nærheden.

