Det er en sag, der optager hele Tyskland.
Og nu er det danske kongepar også blevet rodet ufrivilligt ind i den.
Det skriver Bild.
Ved Retten i Hamborg er arvingen til den store tyske bøfhus-kæde, 'Block-House', Christina Block, anklaget for at have hyret israelske eksperter i sikkerhedsfirmaet Cyber Cupula til at kidnappe sine to yngste børn.
Den dramatiske kidnapning fandt sted på åben gade i Danmark nytårsaften 2023. Faderen, Stephan Hensel, bor i Danmark.
Hensel skulle angiveligt have beholdt børnene hos sig, da de var på besøg tilbage i 2021.

Det mener i hvert fald Christina Block.
I retten sagde hun onsdag:
»Jeg forstår stadig ikke, hvorfor der endnu ikke er indledt en sag mod min eksmand.«
Hun forsøgte alt for at få børnene tilbage.
»Jeg skrev endda til det danske kronprinsepar (dengang var Dronning Margrethe endnu ikke abdiceret, red). Jeg var helt ude af mig selv. Jeg skrev også til danske politikere for at få hjælp.«
Hun fik dog, efter eget udsagn, ikke noget svar.
Kalenderåret 2024 var kun lige blevet skudt ind, da to tysk indregistrerede biler trillede op til nytårsfestlighederne ved CaFéodora på Toldbodgade 10 i Gråsten, hvor tyske Stephan Hensel og børnene fejrede nytårsaften.
Mens nogle af dem ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi væltede far Stephan Hensel omkuld og tæskede ham, tvang andre hans tiårige søn og 13-årige datter ind i bilerne, før de forsvandt ud i natten.
Da politiet modtog anmeldelsen klokken 00.17, var bilerne med børnene allerede på vej mod den tyske grænse, som de passerede 00.30.
Endestationen var Hamburg, hvor Christina Block bor.
