Det gik gruelig galt, da en sygeplejerske onsdag i denne uge gik ind på en hospitalsstue, hvor en patient allerede lå i MR-scanneren til undersøgelse.

Sygeplejersken pådrog sig alvorlige og livstruende skader. Nu fortæller patienten, der lå i MR-scanneren, hvad der skete.

Den mandlige sygeplejerske ligger i dag på intensiv afdeling efter den alvorlige og dramatiske hændelse, skriver TV2.no. Det hele skete på Sunderby Sykehus i Luleå i Sverige.

»Han skreg og skreg, men jeg kunne ikke bevæge mig,« siger patienten til Norländska Socialdemokraten.

Den mandlige sygeplejerske var iført en metalvest, der beskytter mod røntgenstråling.

MR-scannere fungerer som en gigantisk magnet, og sygeplejersken blev trukket ind i maskinens stærke magnetfelt, da han ville undersøge patienten.

Patienten havde ligget i MR-scanneren et stykke tid, da dramaet udspillede sig.

»Efter 10-15 minutter hørte jeg, at nogen begyndte at skrige på ydersiden af maskinen,« fortæller patienten, som fik et slag over hagen, da sygeplejersken blev suget ind i maskinen.

MR-scannere har et meget kraftigt magnetfelt.
MR-scannere har et meget kraftigt magnetfelt. Mathias Løvgreen Bojesen

»Det må have været hans arm, som ramte mig på hagen. Jeg tænkte: 'Hva' faen, sker der?'«

Situationen for sygeplejersken var nu livstruende. Han havde fået viklet en sele om halsen og sad fast som i en skruestik.

En kvinde uden for stuen hørte sygeplejerskens skrig og ilede ind på stuen. I mellemtiden havde patienten fået mavet sig ud af MR-scanneren.

De indså begge, at de skulle have fat i en kniv for at skære sygeplejersken fri af den sele, som havde surret sig fast omkring hans hals. Og at det skulle gå stærkt.

Ude på gangen fik de fat i en vagt, som til alt held havde en lille foldekniv på sig.

Sygeplejersken blev skåret fri og fragtet til hospitalets intensivafdeling.

Sygehuset har efter dramaet indstillet brugen af MR-scanneren, mens arbejdsulykken bliver efterforsket af politiet. MR-scanneren stammer fra firmaet Aleris, som sygeplejersken også var ansat af.

»Vi beklager det, der er sket, og at det har berørt en række mennesker, ikke mindst en kollega. Det vigtige er nu, at vi får klarhed over, hvorfor ulykken skete. MR er normalt en tryg og sikker form for undersøgelse,« siger Lars Ahlander, leder af Aleris røntgen i Sverige, til Aftonbladet.