Mindst syv mennesker har mistet livet på grund af voldsomt uvejr og tornadoer i flere stater i USA.
Skrækvejret har ramt stater som Tennessee, Indiana, Missouri og Arkansas, og i flere områder advarer meteorologer nu om, at der er rekordstore mængder regn på vej.
Det skriver CBS News og Sky News.
I Tennessee mistede en mand og hans teenagedatter livet, da deres hjem blev ødelagt af tornadoer, mens en mand i Indiana omkom, da han i sin bil påkørte nogle nedfaldne elkabler.

Tusindvis af hjem er samtidig uden strøm, og mange er ødelagt efter uvejret onsdag og torsdag.
I staten Arkansas rev tornadoer taget af huse og kastede biler op i træer, skriver Sky News.
Storm Prediction Centre har advaret om, at 90 millioner amerikanere lever i områder, der kan blive ramt af uvejret, mens National Weather Service har advaret om, at nogle områder vil blive ramt af »alvorlige og livstruende oversvømmelser«.
Brandfolk i Nashville, Tennessee fortæller, at der natten mellem onsdag og torsdag var så mange sirenevarsler på grund af tornadoer, at flere sirener er løbet tør for batteri.
