Sidste onsdag blev en 22-årig studerende stukket ihjel nær universitetet i Trier i det vestlige Tyskland.

Af endnu ukendte årsager siges den formodede gerningsmand at have stukket den unge mand mindst to gange i den øvre del af kroppen.

Og nu har endnu et formodet drab i samme by på under en uge rystet nationen, skriver det schweiziske medie Blick.  

Politiet i Trier meddelte tirsdag, at en 29-årig kvinde er blevet fundet død i sin lejlighed. 

Hendes mor havde tidligere meldt den studerende savnet.

»Kvinden havde skader, der giver anledning til mistanke om drab. Efterforskningen af ​​den nøjagtige dødsårsag, omstændighederne og mulige mistænkte er i fuld gang,« skriver politiet i en pressemeddelelse.

Det tilføjes, at de søger vidner, der har oplysninger om sagen. 

Universitetet, der havde begge studerende tilknyttet, er i stor sorg. 

»Bare få dage efter en studerendes voldelige død har denne seneste hændelse ramt vores universitetssamfund med fuld kraft,« meddelte universitetet i Trier ifølge mediet. 

En mindehøjtidelighed er planlagt til torsdag. 

Der er endnu ingen oplysninger tilgængelige om mistænkte eller et muligt motiv.