Andrew Malkinson har tilbragt næsten to årtier i en lille fængselscelle for en anden mands forfærdelige forbrydelse.

Men nu er den rigtige forbryder fanget og dømt.

En engelsk domstol har dømt 52-årige Paul Quinn for den yderst brutale voldtægt af en ung mor tilbage i 2003. 

Det skriver det britiske medie Mirror.

Quinn modtog en dom på 24 års fængsel for sin forbrydelse.

Det ændrer dog ikke på, at Andrew Malkinson sad fængslet i 17 år, på trods af sin uskyld. 

Malkinson blev idømt livstid i 2004, selv om der hverken var dna eller andre tekniske beviser, som knyttede ham til voldtægten. Sagen byggede alene på øjenvidneforklaringer, der fejlagtigt placerede ham på gerningsstedet.

Og på trods af, at den rigtige mand nu er blevet straffet, så er Malkinson ikke tilfreds med dommen. 

Han retter voldsom kritik mod fredagens dom i en ny udtalelse.

»Jeg er forarget over, at denne voldelige og moralsk fordærvede mand – som uden problemer lod mig gennemleve to årtiers mistænkeliggørelse og mere end 17 år i fængsel for en forbrydelse, han selv havde begået – har fået en mildere straf end den, jeg som uskyldig blev idømt,« lyder det ifølge Sky News. 

Paul Quinn kan allerede blive prøveløsladt efter 14 år, hvis et prøveløsladelsesnævn godkender det ved en høring.

Andrew Malkinsons advokat siger, at dommen ikke er 'slutningen på sagen'.