Hvis panderynkerne er dybe hos Donald Trump og toppen af det republikanske parti netop nu, er det forståeligt.

Meget forståeligt.

For mindre end tre måneder før det meget vigtige og med spænding imødesete midtvejsvalg, peger pilen kun én vej:

Nedad.

En ny meningsmåling YouGov har gennemført for The Economist, viser således, at opbakningen til Donald Trump som præsident er lavere end nogensinde før.

Kun en tredjedel af vælgerne bifalder i høj eller nogen grad, hvordan Donald Trump håndterer sit job som præsident, mens hele 62 procent er imod Trump.

Også det er rekord.

Men ikke nok med det.

Opbakningen til Trump er også på det laveste niveau nogensinde blandt flere specifikke – og vigtige – vælgergrupper som kvinder, hvide amerikanere og universitetsstuderende.

For at gøre ondt værre er Trumps opbakning blandt de meget vigtige uafhængige vælgere (dem som ikke identificerer sig som hverken republikanere eller demokrater) faldende.

Blot 18 procent af de uafhængige vælgere bakker Trump op i den nye YouGov-måling. Hele 71 procent af dem mener ikke, Trump gør det godt som præsident.

De republikanere, der identificerer sig som Maga-tilhængere, støtter stadig Donald Trump i stor stil – men det ser noget anderledes ud blandt resten af de republikanske vælgere.

Hvor hele 90 procent af de republikanske vælgere, der ikke ser sig selv som Maga-tilhængere, bakkede Trump op umiddelbart efter, at han for anden gang kunne rykke ind i Det Hvide Hus som USAs præsident, gælder det nu kun for et snævert flertal på 51 procent.

47 procent af dem misbilliger nu Trumps arbejde som præsident.

Ved midtvejsvalget 3. november er samtlige 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatets 100 medlemmer på valg.

Derfor har midtvejsvalget ofte stor politisk betydning for den siddende præsident – i dette tilfælde Donald Trump – idet præsidenten kan få meget sværere ved at få sin politik igennem, hvis oppositionen har flertal i Repræsentanternes Hus og Senatet.

Af samme årsag beskrives midtvejsvalget ofte som en indirekte folkeafstemning for eller imod den siddende præsident og dennes politik.

YouGov-målingen blev gennemført mellem 7. og 10. august.