Den amerikanske delstat Washington er ramt af massive skovbrande. 

De voldsomme ødelæggelser, som brandene har medført, gør, at omkring 60.000 mennesker er blevet evakueret. 

Det skriver BBC.

Hundredvis af bygninger er ødelagt, og tusindvis er efterladt uden strøm.

Mandag advarede embedsmænd om, at tre større brande omkring byen Spokane i den østlige del af Washington ikke var under kontrol.

Byens borgmester, Lisa Brown, beskrev situationen som »den værste naturkatastrofe, vores region har oplevet«.

Der er endnu ingen meldinger om dødsfald eller tilskadekomne. 

I alt har 16 store skovbrande hærget i Washington mandag, efter en weekend med tørt vejr og kraftig vind, som hurtigt fik flammerne til at sprede sig.

Brandene har spredt sig over mere end 1000 kvadratkilometer, og over 4000 personer kæmper med at få kontrol over flammerne.